4 Brødrene, der var i Feriebesøg hos Præesten, deres Onkel, befandt sig just paa Veien til den nærliggende Sorenskrivergaard, hvor der skulde være Ungdomsselskab med Dans. Der var mange Studenter paa Besøg i Bygden, saa at disse Ungdomsselskaber gik som en Epidemi fra Gaard til Gaard. Fætter Hans var derfor ret i sit Element : han sang han dansede, han var vittig fra Morgen til Aften ; og naar hans Tone havde været lidt skarp, da han paastod, at Ole støvede, var det egentlig af Ærgrelse over, at det slet ikke vilde lykkes ham at bringe Broderen op i samme Stemning. Vi vide allerede, hvad der trykkede Ole. Men selv under normale Forhold var han mere rolig og stilfærdig end Broderen. Han dansede "som en Nøddeknækker" — sagde Hans —, kunde slet ikke synge (Fætter Hans sagde endog, at han havde en monoton og usympathetisk Talestemme), dertilmed var han lidt distrait og meget generet i Dameselskab. Da de nærmede sig Skrivergaarden, hørte de en Vogn bag sig. "Det er Doktorens," sagde Hans og stillede sig op for at hilse; thi den Elskede var Distriktslægens Datter. "Oh — hvor yndig hun er — i lyserødt ! " sagde Fætter Hans. Fætter Ole saa strax, at den Elskede var i lysegrønt ; men han turde ikke sige et Ord, for ikke at forraade sig ved sin Stemme ; thi Hjertet sad ham i Halsen. Vognen passerede i fuld Fart ; de unge Mennesker hilste og den gamle Doktor raabte "Velkommen efter!" "Nei jagu var det den lysegrønne !" sagde Fætter Hans ; han havde neppe faaet Tid til at flytte sine brændende Blikke fra den lyserøde til den lysegrønne ; "men var hun ikke deilig — Ole!"