Ingen svarede, holdt man op at spørge: man har saameget andet at tænke paa i Paris. Sin Fortid havde hun glemt. Hun havde glemt den paa samme Maade som vi have glemt Roserne, Silkebaandene og de gulnede Breve fra vor Ungdom, fordi vi aldrig tænke paa dem. De ligge nedlaasede i en Skuffe, som vi aldrig aabne. Og dog — hænder det en enkelt Gang, at vi kaste et Blik i denne hemmelige Skuffe, da vilde vi strax mærke, om der manglede en eneste af disse Roser eller det allermindste Baand. Thi vi huske det altsammen paa en Prik: Minderne ligge der lige friske — lige søde og lige bittre. Saaledes havde hun glemt sin Fortid; laaset den ned og kastet Nøglen fra sig. Men om Natten drømte hun undertiden skrekkelige Ting. Hun følte atter, hvorledes den gamle Hex, hos hvem hun havde boet, ruskede hende i Skulderen for at jage hende afsted i den kolde Morgen til Madammen med Balblomsterne. Da for hun op i Sengen og stirrede ud i Mørket i den dødeligste Angst. Men saa følte hun paa Silketæppet og de bløde Puder, hendes Fingre fulgte de rige Forsiringer paa hendes prægtige Seng; og idet smaa søvnige Englebørn langsomt trak det tunge Drømmeteppe tilside, nød hun i fulde Drag dette eiendommelige, usigelige Velbefindende, vi føle, naar vi opdage, at en ond og hæslig Drøm kun var en Drøm. —— Lænet tilbage i de bløde Hynder kjørte hun til det store Bal hos den russiske Ambassadeur. Jo nærmere man kom