Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ingen svarede, holdt man op at spørge: man har saameget
andet at tænke paa i Paris.
Sin Fortid havde hun glemt. Hun havde glemt den
paa samme Maade som vi have glemt Roserne,
Silkebaandene og de gulnede Breve fra vor Ungdom, fordi vi aldrig
tænke paa dem. De ligge nedlaasede i en Skuffe, som vi
aldrig aabne. Og dog — hænder det en enkelt Gang, at vi
kaste et Blik i denne hemmelige Skuffe, da vilde vi strax
mærke, om der manglede en eneste af disse Roser eller det
allermindste Baand. Thi vi huske det altsammen paa en
Prik: Minderne ligge der lige friske — lige søde og lige
bittre.
Saaledes havde hun glemt sin Fortid; laaset den ned
og kastet Nøglen fra sig.
Men om Natten drømte hun undertiden skrekkelige
Ting. Hun følte atter, hvorledes den gamle Hex, hos hvem
hun havde boet, ruskede hende i Skulderen for at jage hende
afsted i den kolde Morgen til Madammen med
Balblomsterne.
Da for hun op i Sengen og stirrede ud i Mørket i den
dødeligste Angst. Men saa følte hun paa Silketæppet og de
bløde Puder, hendes Fingre fulgte de rige Forsiringer paa
hendes prægtige Seng; og idet smaa søvnige Englebørn
langsomt trak det tunge Drømmeteppe tilside, nød hun i
fulde Drag dette eiendommelige, usigelige Velbefindende, vi
føle, naar vi opdage, at en ond og hæslig Drøm kun var en
Drøm.
——
Lænet tilbage i de bløde Hynder kjørte hun til det store
Bal hos den russiske Ambassadeur. Jo nærmere man kom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
