“Han har engang været paa Vei til at tage Livet as mig.“ “A — !“ sagde Fætter Hans. “Ja, med Snak — forstaar du.“ “Aa — !“ sagde Fætter Hans. “Han kan nemlig to Historier,“ fortsatte Onkel Fredrik, “den ene er paa en god halv Time og dreier sig om en Feldtmanøvre i Skaane. Den anden derimod: Slaget ved Waterloo, varer undertiden i halvanden til to Timer; — den har jeg hørt tre Gange,“ og Onkel sukkede tungt. “Men er de da saa kjedelige — disse Historier?“ spurgte Fætter Hans. “Aa — for en Gangs Skyld gaa de vel an,“ svarede Onkel Fredrik, “og skulde du kommet i Snak med Kapteinen, saa mærk dig følgende: Slipper du med den korte Historie, den fra Skaane, saa har du ikke andet at gjøre end afvexlende at nikke og ryste paa Hovedet. Selve Operationsfeldtet kan du let finde rede i.“ “Operationsfeldtet?“ sagde Fætter Hans. “Ja, du skal vide, han tegner hele Manøvren for dig i Sandet; men det er let at forstaa, naar du bare passer paa A og B. Kun paa et Punkt maa du vogte dig for at forplumre dig.“ — “Bliver han da utaalmodig, naar man ikke forstaar?“ spurgte Fætter Hans. “Nei tværtimod! men hvis du røber, at du ikke følger med, saa begynder han paa Begyndelsen igjen — ser du! — Det vigtige Punkt i Feldtmanøvren,“ fortsatte Onkel, “er den Bevægelse, Kapteinen selv foretog trods Generalens Ordre, og som bragte Venner og Fiender i lige stor Forlegenhed. Denne Genistreg var — mellem os sagt — Grunden til, at man maatte give ham Sværdordenen, forat faa ham til at tage Afsked. Naar du altsaa kommer til dette Punkt,