maa du nikke heftigt og sige: Naturligvis — det eneste rigtige — Positionens Nøgle — husk det: Nøgle.“ “Negle,“ gjentog Fætter Hans. “Men skulde du,“ og Onkel saa paa ham med anteciperet Medlidenhed, “skulde du i din ungdommelige Lyst til Eventyr falde i den lange, i den om Waterloo, da maa du enten tie ganske stille eller ogsaa passe nøie paa. Jeg har engang maattet døie Beskrivelsen halvanden Gang, bare fordi jeg i min Iver forat vise, hvor godt jeg forstod Situationen, kom til at flytte Kellermanns Dragoner istedetfor Milhaud’s Cuirasserer?“ “Flyttede du Dragoner — Onkel?“ spurgte Fætter Hans. “Ja, se det vil du nok forstaa, hvis du falder i den lange; men“ — tilføiede Onkel Fredrik i en høitidelig Tone, “vogt dig — siger jeg — vogt dig for Blücher!“ “Blücher?“ sagde Fætter Hans. “Ja ja, jeg siger ikke mere; — og hvorfor gaar jeg egentlig her og fortæller om den gamle Original, hvad ialverden er det du vil med ham?“ “Spadserer han hver Formiddag?“ spurgte Hans. “Hver Formiddag fra elleve til et og hver Eftermiddag fra fem til syv. Men hvad Interesse.“ — “Har han mange Børn?“ afbrød Hans. “Kun en Datter, men hvad Pokker.“ — “Adieux — Onkel! jeg maa hjem til mine Bøger.“ “Stop lidt! gaar du ikke med til Tante Maren iaften, jeg skulde bede dig.“ “Nei Tak, jeg har ikke Tid,“ raabte Fætter Hans, der allerede var nogle Skridt borte. “Der er Dameselskab, unge Damer!“ brølete Onkel Fredrik; thi han vidste jo ikke, hvad der var hændt hans Nevø.