Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kraake-Lars af J. Furø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i bakken. «Kaster du dig paa smaakrypet, du, saa kan du faa
krype sjel,» sa han gnistrende og tviholdt den andre en lang
stund, før han slap ham.
Næste dag skulde den kranglevorne have hevn. Han var
skolens ypperste mand i at trække krok, og nu bød han sig
til. Det skulde være som en slags duel dette. Lars havde ikke
mange ord. Han krøkte langfingeren bort i den andres, og saa
knepped han haanden sin til som en smietang. Nogen tvekamp
kunde en ikke egentlig kalde det. Lars la haanden paa ryggen
og traved hele tunet rundt med den andre efter sig. Gutten
anked sig og smaakvinked hele tiden, men kunde ikke faa
fingeren igjen; den sad i en skruestok.
Det blev ikke nødigt at prøve Lars mer efter delte. Vi
havde ligesom greie paa det. Men at han kom til at hede
Kraake-Lars, det gik saaledes til:
En dag stod vi gutter og saa paa en kraakeflok, som havde
sat sig for at tyne en kamerat. Det gik paa livet løs. Vi andre
stod og mored os over dette; men Lars sprang til, jog de rasende
fugler væk og tog med sig den stakkars kraaken, som ikke
orked at flyve længer. Han stelte med den og pleied den, til
den blev tam og tro som en hund og var om ham og efter ham
sent og tidlig.
Men det, som tog os mest, det var den gangen med brønden.
For vi havde en brønd ude paa tunet, en dyb og trang brønd,
som hverken havde laag eller hegn. Og læreren havde en sød
liden jentunge paa 4 aar. En dag i friminuterne, som hun
stabber omkring der borte ved brønden, gik hun paa hovedet
udi. Vi skreg, saa det kunde høres over hele gaarden; Lars
var den eneste, som ikke gav et kny. Han kasted trøien og
luen af sig, krøp ind i brøndhullet og gik nedover paa den
maaden, at han skiftevis satte albuerne og knærne mod væggen
i brønden. Det gik saa støtt, som om han havde trappe. Saa
fik han et taug, og jentungen kom op, medtaget, men uskadt.
Aaret efter blev han skrevet ind for presten. Læreren
havde sat under vidnesbyrdet: «Vær ikke altfor streng mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
