Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
åt den Ene endte sin Protest med at blinke Træet med de Ord:
„ogsaa tror jeg ikke Du var nöiagtig med Maalet — den holder,
Pokker, ikke 12 Tommer.44 Med en indigneret Forsikring om,
„at da selv en blind Kjærring maatte kunne see, at den holdt
baade 12 og 127* Tomme44, hævede Jörgen Maalet — en
Træklave fæstet paa en 3 Alen lang Stang — opover Trælæggen
og holdt den just stille paa det rette Punct, idet han
triumferende erkyndigede sig, om den Anden havde Lyst til at „kjeike
merett, — da der idetsamme faldt et Skud fra Försterens Rifle,
og Træklaven kom dandsende i Hovedet paa den forbausede
„Maalmand44, som dog strax kom i Ligevægt igjen og holdende
den ituskudte Klave mod os sagde: „Jagu skaut Di en Tomme
forhøgt naa lel; for Di ha’de da vel saa mye Vet, at Di ikke
ville ha’ ödelagt selve Klaven, men bare kortet ind paa
Lang-maale’, som forresten denne Karen her synes ikke er det mindste
forlangt*.
Vi maatte da frem af vort Skjul, og efter de förste venlige
Gjensynshilsener erklærede Försteren, at han havde skudt, först
for at vise disse „Bykara*, at han havde Ret i, at hvordan En
kastede Jörgen, saa kom han ned paa Benene, og dernæst fordi
han syntes, at de trættede formeget om Valget af Trær, og saa
fordi han vilde have Jørgen med frem paa Sæteren og faa ham
til at slutte Udblinkningen nu, da han intet Maal havde mere, og
endelig var det kanske ogsaa lidt af Lyst til at lapse sig som
Rifleskytter. „Ja det er det sidste Ordet En skal mærke sig* —
mente Jörgen og slængte Maalet henover Myren, idet han
forsikrede, at der fra hans Side ikke behövedes saa meget til for at
faa ham frem paa Sæteren; for han var sulten nok. Vi vare begge
glade over at see Jörgen igjen, da han allerede i vore Gutteaar
havde fnlgt os paa vore förste Jagter og været os en kjær
Kammerat. Han var Huusraand paa Gaarden, hvor Försteren var
op-voxen, og var senere forfremmet til Skovsbetjent i den Skov, hvori
vi nu fandt ham; men de mellemliggende Aar havde ikke forandret
ham; — kun iagttog han nu en mere tilbageholden Tone,
kaldte os ved Efternavn og sagde „De* — men spögte som för
ligefremt og ofte overgivent, dog altid med en besynderlig for hans
Stilling usædvanlig Takt til at holde sig inden dc rette Grændser.
Mellem Försteren og ham var der, uagtet Forskjellen i Vilkaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
