Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og Stilling, et kammeratsligt Venskabsforhold, som var grundet
paa mangeaarig Samvær i Skov og Mark og paa gjensidig
Agtelse for hverandre.
Vi havde ofte hört Försteren sige, at han betragtede Jörgen
som En af sin egen Familie og at han var det kjæreste Fölge,
han kunde faa paa en Skovtour, altid glad, aldrig raadlös og
aldrig træt.
Medens Försteren og han afhandlede sine Skovsaffairer gik
vi fremover mod Sæteren langs et temmelig stort Kjern, som vi
bleve enige om, at vi maatte have seet ofte för; thi det var af
den Slags, som Landskabsmalerne have udvalgt som „Normalkjern* —
paa en Side mörk Skov af Kjæmpegraner, som ^kaster en dyster
Slagskygge over det i sig selv tilstrækkelig mörke Vand, paa den
anden Side nogle fremspringende Tanger, hvorpaa ligge et Par
over hverandre kastede Vindfald af uhyre Törfuruer med de
knudrede forvredne Grene hængende i Vandet, medens Roden staar op
i den röde udgledne Sandbakke, hvor spraglet Lyng og forkröblet
Fjeldbirk pynte efter bedste Evne, — i Vigen derborte en Lök,
som i smagfulde Slyngninger glitrer i Streiflys mellem graciöst
böiet Siv og med Indlöbet krandset af Vandlilier, som nu forresten
vare uden Blomster; —jeg skulde netop til at beklage
Fraværelsen af den obligate Andeflok, som pleier kruse Vandet og hvoraf
nogle halvt ligge inde i Sivet, da jeg fik höre den velbekjendte,
moderlige Formaningstone, hvori Graaanden taler til sin
haabe-fulde Flok, naar den selv kjeder sig og til Afvexling vil flytte,
medens de livligere Naturer nok endnu kunne have Lyst til at
rode i det interessante Mudder ved Kanten af Myren og finde
sig smaa Delicatesser. Snart viste sig ogsaa et adstadigt,
graa-brunt Hoved blandt Sivet, og i Glæde over sine velopdragne
Unger seilede Mutter frem, til den fik see os, og bitterligt
angrende sin utidige Lyst til Forandringer, strakte lang Hals og med
Skummet for Brystet viste sine Kjære Veien ind i Löken igjen,
hvor Sivet snart gjemte den. Det var en Skuffelse for os ikke at
faa Lov at skyde; men det erklærede Försteren for utilladeligt
især af Hensyn til de yngste Hunde, som paa enhver Maade maatte
indprentes, at her var der ikke Tale om andet Vildt end Elg
og Björn.
Jo mere vi böiede frem paa Sydsiden af Hovde, desto större
3*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
