Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ingen Lyst til at sende disse gamle Venner ned i denne moderne
Fordærvelse, hvor Ingen fatter deres sande Værd*.
„Ja har De ikke Lyst til at sende dem afsted — faldt Jörgen
ind — saa er der nok fra Huggernes og Kjörernes Side intet iveien
for at lade dem staa, hvor de staa, og det kan jeg trygt forsikre,
at om de bliver bandet og udskjeldte i Drammen, saa ere de
allerede vante dertil; for det er ikke naadige Lectier, som bliver
læst over dem, fra det öieblik, Huggeren sætter förste Öxen i dem
og blot faar lidt haard Bark til at fræse af, og saa staar en heel
Ögt om at fælde en slig Strunt, og naar den da endelig maa
overende med sligt Brag, at En kunde tro, Hovde kom gjyvende i
Nakken paa En, saa lægger Toppen sig nok til Marken; men den
stive „Kvistekrull* om Roden brydes ikke, saa den svære Roden
staar over Mandshöide i Veiret, og det er med Livsfare, at en
stakkars Hugger endelig faar de værste armtykke Trolkvister
gnaget over, og da trænger han godt et Grödfad og en Slibesten, för
han kan tage paa at stræve med den flinthaarde Knudrebarken,
— og havde de ikke sendt op disse amerikanske Öxene, saa tror
jeg ikke, vi havde faaet af dem Kjolen heller. Naar da
Huggeren har givet den de reglementerede tre Bank med Öxehammeren
til Tegn paa, at han endelig er færdig med dette „vemodige Kjon*
bæstet*, som de fleste kalder det, medens andre har Kjælenavne
som „Apal*, Kjærkeu, „Stulp* o. s. v., faar den Lov at ligge i
Fred og tænke paa alle de fromme Önsker, til en vakker Dag
Lunnerne, som skal kjöre sammen Lasten, kommer med Hui og
Skraal, og fordömmer sig paa, at om de havde ti Elefanter for slig
„Svinelast*, saa var det ikke muligt at flytte den af Flekken.
Naar de da vel har bandet fra sig förste Hidsigheden og lyst den
vakre Velsignelsen först over Stokken, som er saa „afskapelig*,
saa over „det Svinet af en Hugger*, som ikke har hugget to
Stokker af et saadant wufyseligt* Træ, og til Slut over mig, som har
blinket ud slig Last og troet det muligt at kjöre frem slige „Huus*,
og de da ser, at Stokken ikke flytter sig stort, om de kjyter paa’en,
trækker de endelig Hesten borttil og slaar Kjörelaekket godt fast,
og idetsamme begge Kjörekarene letter i med Haanspigerne,
skriger de til Hesten, som om det gjaldt Livet og beder ham
spænde ordentlig i, — og da maa nok den Stokken være rar, som
ikke flytter sig; men det hænder nok imellem, at der maa to
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
