Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
net, hvis man foretrækker dette frygtelige syn for dalens milde,
yndige natur. Jeg synes det sidste bör foretrækkes for
modsætningens skyld, man får bagefter så meget af det vilde og
gigantiske, ja om man vil, barokke, som blot kan tiltale ved vælde og
besynderlig formation, at man her med glæde bör tage med sig
billedet af det, der tiltaler ved ynde og harmoni, det pittoreske,
som man ikke må vente at finde såmeget af i selve köifjeldene,
skjöndt det også der imellem kan findes. — Imidlertid kom vi
gjennem frodige enge til vandets ende, fandt snart veien igjen og
gik temmelig utålmodig på, da vi vidste, hvad der ventede os
over åsen. Hurra! der stikker Gjendinstraktens fjelde sine tinder
og fyldige snetepper op; Bes-strandfjeld, det 7,400’ höie
runde, mægtige Beshö med snehvidt hoved, Ye slefj eld,
fordybningen, som Gjendin indtager, og syd for samme Kvasryg,
Kjærnhultinderne, Knudshulstinden og Kalvåhögda,
alle med mægtige bræer, tindrende i den rödmende aftensol, og
blå-grönt giindsende jökler. Hjertet hoppede i os, og efter en
stunds nydelse bar det jublende nedover mod det grönne,
vuggende Sjodalsvand, på hvis anden side Bessesætrene ligge. Også
her gjorde utålmodigheden sig gjældende og förte os så nær
myrerne som muligt, medens veien, som amtskartet viser, ligger
længer nord nedover åserne og danner en omvei for myrernes skyld.
Snart stod vi ved vandet og brolede: „Sæt over!“ Lidt urolige for
det tilfælde, at vi skulde måtte gå til elven, som er overmåde
stor og vanskelig at vade, selv om man træffer på det rette sted,
— sad vi da der og råbte og ventede og ventede og råbte. Vi
vidste, at dersom der ikke var karfolk på Bessesætrene, fik vi
nok stå, tbi jenterne vover sig ei til at ro, når det blæser.
Endelig! der så vi en komme ruslende nedover og forsvinde ved
nöstet; nu var alt vel, og vi satte os glade til at beskue vor
snedækkede horisont mod syd. Snart kom båden, roet af en
gammel, hvidhåret döl med den nationale rödluve. Ola var over sine
70 år, så ban tog gjerne imod, at jeg roede med ham mod
vinden. Han eiede 10 gjeiter, som lå på den ene sæter med
buskapen, og var nu heroppe for at hente den ost, som faldt på ham.
Det var förste år, ban havde sine gjeiter der, og han forsikrede,
at dersom han havde vidst, hvor langt ind i fjeldene det var, så
skulde han „ailder ha begyndt so eit möisamele’ arbe’“ som at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
