Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mægtige liånd præget i sjælen — og det er en runeskrift, som ei
så let slettes ud— siden, når reisen er forbi, da er det sjælens
arbeide at ordne indtrykkene, eller det sker ubevidst, rune föier
sig til rune, og der står en skrift for öiet, mens en sidder ved
kakkelovnen om vinteren, og mens en færdes i livet derinde i de
travle byer — en skrift, som har större klarhed, farve og kraft,
end hvad nogen dödelig har skrevet.
I öst lå Smörstabbens uendelige bræer, i sydvest Fanaråki,
fra den side aldeles snedækket og lignende et stort, oversneet
hustag, som blödt skråner nedover, og i baggrunden de spidse tinder
som mægtige fj’rster, thi fyrstelig æt er det, det viser holdningen
og höiden; man böier sig for dem, som de står der med stålblå
hjelme og hermelinskåben nedhængende fra de stærke skuldre.
Fanaråki er deres underlagte, og stadig kuer de den. Se nu
kommer stormen fra sydvest, det er Skagastölstindernes sendebud, den
skal udfore de mægtige herskeres befaling, fluks indhyller den
tinden i hvirvlende snemasser, som opforer en piskende dans om
fjeldets sider, medens tågen lægger sig udover det hele og
dækker som krudtrogen på en slagmark. Længere frem på fjeldet
træder den sorte nögne side af Fanaråki også frem. Det var der
Wergeland sad, da han fattede ideen til Spaniolen; — vi skal
lade ham tale selv i hans indledning til nævnte digt:
„I nordost Kongoxeltindeme, efterhærmende Horungernes
alpe-former; disse i syd i tre tårn-kolonner, midt mellem begge
Fanaråki, fjernt fra lignende en uhyre, en verdens kulsorte ligkiste
med et nedrullende lagen; nærmere synes låget mer og mer at
brækkes op i en spids, som om den döde vågnede derunder, og
se! der reiser han sig — et skyggegespenst eller den rædsomme
Fanråk. Kuns i det fjerne blåskuldrede, hjelmrundede, kåbehvalte
fjelde, nærved alt hvidt, sort, trodsigt, knudret. De ligner
sortklædte, hvidkåbede, strænge, cöliberende prælater, men midt
imellem troner Fanaråki som en bister pave — de side, vide arme
talende udstrakte, aftensolen giver toppen talarens purpur — hine
blåskuldrede, hjelmrundede er læge riddersmænd, der fjerner sig
ærbodigt. Det er Hildebrands concilium. Her afgjöres
spørgsmålet om jordens alder.
„Der under Fon sad jeg under et skröbeligt rödmalet kors,
hvorpå stod malet den venlige, men ofte forgjæves fulgte advarsel:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
