Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
der rider karavanen over, men vi körer det bruse i dybet. Op
Dumdalen er meget kortere at fare over Sognefjeld end om Korsbö,
men man må være kjendt, og der er ei ridevei.
Farten op det överste af Bæverdalen er storartet og
imponerende, vor karavane forsvandt næsten blandt de köie mörke vægge.
Bævra er nu betydelig mindre, men lige vilter Jog ustyrlig unge
som för; der er frisk liv i alle bækkene fra liöifjeldet, det er
karle, som nok kan gjöre et spræt, så det brager i gulvet. Langt
foran i horisonten står længe det såkaldte Nufshaug midt i dalen,
rund som en hvælvet kop, og Nufsgrovene hopper brat og
hvid-nendc ned deroppe. Vender man sig om, bar man horisonten i
nord dækket ai H dibræen (på amtskartet: Hestbræen).
Bön-dernes navn passer til den der udspringende Höiå og
Höidalsvan-det. Höit oppe i urden hörte vi det bræge og bræge, så det
brægede igjen fra den anden side. Folkene sagde straks, at det
vist var gjeiter, som var gåede i berg (havde sat sig fast på en
brat afsats). De mente også siden at se dem, men jeg kunde ei
opdage dem.
Straks forbi Nufshaugen trådte den mægtige, lige frem i
horisonten nående Smbrstabbræ med sine tinder frem fra venstre
side: snart böier man opover Korshö (Korsbakken), og nu har
man et fuldstændigt höifjeldssyn, vandene begynder, man er i
Bergens stift på Sognefjeld. Nils og jeg blev ene tilbage for at gå
over vandskillet mellem Bævra og Vetle-utla og ned
Vetlutla-dalen til Horunggruppen. Det var interessant i taushed og
alene at kunne betragte den mægtige natur — og Nils
forstyrrede ikke, han var ikke af mange ord, hvilket jeg godt forstod
harmonerede med hans liv på fjeldet. Man tör næsten ikke tale,
og biir man ret begeistret, kan man næsten ikke tale. Et
„dei-ligt!“ eller „nei se!“ var de eneste ord, som oftest blev udsagte,
mens jeg endnu havde kammeraterne mine med, så jeg troede ikke
at skulle sävne dem, undtagen om aftnerne. Man biir så
overvældet, at man næsten ikke finder ord — ja ordentlig bedövet,
og imens man drager videre fra det ene store syn til det andet,
forekommer det en ofte, som det ene indtryk viger for det andet,
som man i öieblikket intet udbytte har af reisen, der er et kaos
i fantasien, som först siden får orden og plads for hvert syn og
hvert indtryk. En rune her og en anden hist har naturens al-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
