Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
grave. Og her er udmærket „reinsvon" (udsigt til at træffe ren);
thi Gravdalen er rensflokkenes almindeligste vei, når de trækker
fra Smorstabbræcn og alle de vestlige bræer til bræerne mellem
Leirdal og Visdal samt Memuru og Veobræen og alle de mindre
östlige bræer. Små kjödgrave, i hvilke den fældede rens kjöd
lægges, indtil det kan sendes med klöv, er også almindelige i
Gravdalen. Længer nord i fjeldene, hvor gravene ligger i bræerne,
kaldes disse D au d bræ er, hvoraf enkelte tror, at navnet Dovre
kommer. Atter går en dal, Simledalen, parallel med Rauddalen
på vor höire side, og ad den er god adgang til hurtig at komme
til Storådalen og Gjendin; man kommer da frem ved Langvandets
nordende; men da punktet söndenfor Leirvandet eller
Högvag-len var et meget interessant punkt for mig, da det såatsige er
udlobsstedet for Jotunfjeldenes vigtigste elvedrag, gik vi den ikke.
Vi drog da over Gravdalsbræen og Gravdalsvandet, og
Leirdals-vandet kom da frem, medens kirken såes udmærket mellem det
såkaldte Kirkeglup i den korte afstand. På Högvaglen
(Vagler-varde) satte jeg mig på en sten lige ved bræens begyndelse for
at iagttage dette i geografisk henseende, som för sagt, meget
vigtige sted — og nok også for at proviantere lidt, hvortil både
Nils og jeg længe havde glædet os, men vi skulde vente, til vi
nåede Högvaglen. Her syntes mig ensomt og trist næsten mer
end noget andet sted i fjeldene, men det kommer hos den enkelte
naturligvis blot an på de forhold både med hensyn til sind og
veir, hvorunder et sted sees; mange steder, som ellers har
forekommet mig lyse og vinkende, var kanske i virkeligheden ligeså
triste. Det forekom mig, at der var liden skjönhed i linierne, ei
engang en blöd rund bræ op imod det blå, sneen lå blot i sök
mellem urd og småkampe, og Leirvandet har intet grhnsvær om
sine bredder, som kan glæde vandrerens öie. En sky havde skjult
solen, og et koldt vindpust blæste hen over os; Nils sov, og
medens jeg sad der halv drömmende og svöbte mig ind i mit shawl,
forekom det mig, som om det var vinter: skyens skygger lå som
aftenskygge henover bræerne — og jeg tænkte med glæde på
vårsolen, som engang skulde komme og varm og mild stryge
sne-teppet bort, tænkte på alle blomsterne og grönsvmret, som skulde
dukke op, og alle de glade barneklynger, som skulde gå under
bakkeheldet og sanke blomster og hinde krandse — men da jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
