Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lem Bygelin og Gjendin med sine mange henimod 7000 fod köie
toppe og bratte, trange dale imellem.
Fra Hellerkjærn går det uhyre brat nedover et stykke, og
elven danner også der et prægtigt, flere hundrede fod dybt fald,
hvis mægtige, dumpe brusen får dobbelt alvor mellem den höie
natur og længe fölger en ned igjennem dalen. — Så begynder
blomster og buske — skjöndt blomster kan jeg jo ikke sige, vi
rent havde savnet nogetsteds på veien, undtagen på selve bræen,
da den rödgule reinblom — ranunculus glacialis — skubbede sig
frem mellem stenene overalt, hvor det kunde tænkes muligt; også
en smuk rödlighvid fjeldhvidveis fandt jeg flere gange temmelig
liöit. Men nu havde vi rigt græs, og — kunde jeg tro mig selv!
— der begyndte birkekrattet nede ved Gjendin at vifte med sit
löv; det tilviftede mit sind et lysnende velkommen, og snart stod
jeg da ved den venstre Gjendinsås, hvor skyggerne fra
Gjendins-tungen og begge sider lå mörke udover, medens aftensolen
skinnede rödlig varm på tinderne söndenfor og min gamle ven
Besse-eggen der længer östpå. — Der lå stenhuset, hvori
Lomværingerne sætrer; vi gik ind dören. Der var tusmörkt inde i det
aflange rum, så vi ikke straks opdagede, hvormange gjæster huset
rummede: först fandt jeg til min store glæde en student, som just
var kommen fra Galdhöpiggen over Utladalen, — og der var
Hans Sletten, föreren hans, som Nils snart gav sig i lag med, og
medens de gav sig i færd med hinanden og gjensidig meddelte
hinanden de sidste dages ruter, opdagede jeg endnu konen på
sætren og et—to—tre börn, det var da svært, det blev 6
mennesker tilsammen i den usle hytte — og endda kunde jeg nok prise
mig lykkelig, at det var törveir, så at det kunde gå an at ligge
på jordgulvet; — i regnveir, fortalte Nils mig, forvandles hele
gulvet til en sand myr. — Efter et improviseret måltid og en
passiar köiede vi da, for næste morgen at drage hver vor vei,
efterat have ventet på kaffeen, som först skulde brændes, så
knuses mellem to stene, så koges i en gryde og så spises med
træskeer af en stor træskål å la suppe.
Studenten skulde til Bygdin, jeg vilde op Uladalen til
Visdalen og Galdhöpiggen og så derfra ret öst over fjeldene, jeg
fik siden höre, at studenten og Hans længe havde måttet vente
om formiddagen for at komme over osen; manden, som lå på
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
