Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dens den om sommeren altid er bedækket af en isskorpe. Dette
hörte jeg af troværdige folk. Jeg vilde have besögt den
underveis, men den ligger på venstre side af elven, og der findes ingen
bro på en lang strækning. Jens aflagde visit i flere af gårdene
på veien; han var åbenbart en stor mand der i dalen, og
(hovedsagelig for hans skyld, kan jeg tro) blev vi mere end en gang
gjæstfrit beværtede, navnlig på hjemreisen. På Svale (dagen
efter) trakteredes vi med kaffe, kager og likör — og enhver
hentydning til betaling derfor vilde have været en fornærmelse. —
Moen, eu gård, der ligger på toppen af en sandbakke, iorekom
mig at være et af de bedste huse, og der kunde man
sandsynligvis få logi under et par dages opdagelsesrejse i dalen. Lidt
ovenfor Gelle, (hvor et anseligt vandfald styrter ned ad fjeldsiden),
skyder en berghammer frem næsten tværs over dalen, og elven
koger igjennem en smal rende ved foden af dens overhængende
styrtninger. Man bestiger hammeren, og fra toppen fölger man
en fodsti langs en brat lid ned til et trangt, temmelig dystert
pas, kaldet Uttlidal, som ikke er andet end en fortsættelse af
hoveddalen. Resten af veien er elven en rivende, hvidskummende ström,
som i regelen höres at bruse på bunden af en ntilgjængelig rende.
Den er sjelden mere end 50 alen bred, ved Gelle kun 30. Der
er en malerisk træbro, som förer over til gårdene på den anden
side af dalen. En tydelig fodsti bugter sig hen over en lang,
smal stenurd, som er ramlet ned fra en bergryg, hele veien
opefter Uttlidalen. Af og til kunde et stenskred indtræffe
heromkring; ja, jeg så virkelig spor af et lidet sådant skred på
hjemveien næste dag.
Bondehuse, som ligger höit oppe på en smal terrasse mellem
berghammerne, eller kiger ned fra liöisletten derover —
menneskelige reder, så at sige, som ofte knapt er tilgjængelige for andre
end bergboere, — er almindelige nok i Norge. Man ser et,
når man reiser opefter Uttlidalen, over præcipicen til venstre.
Stedet kaldes Afdal, og veien derop er ganske underlig — ialfald
överst oppe, hvor fodstien på mere end et sted krydses af
lodrette fjeldvægge. Her en der udenpå fjeldvæggen bygget 2 å 3
fod brede hylder eller afsatser af træstammer, som udgjör veien,
og den må være alt andet end behagelig om vinteren. En
doktor, som jeg kjender, havde nær kommet galt derfra på hjemveien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
