- Project Runeberg -  Nordisk tidsskrift for fængselsvæsen... / Årg. 7 (1884) /
56

(1878-1911)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

kanske også nytte for den anden, vil jeg, siden jeg er
kommen ind på brevskrivningens gebet, ikke undlade at
berette om en liden fortøjning, som jeg har truffet, efterat
have læst Direktør Petersens opsats. Det var især hans
bemærkning om „sødskendebørn", som slog mig. Jeg begyndte
at tænke efter og fandt, at vist mange sådanne breve til
„mit kære sødskendebarn“ havde passeret mig, uden at
tilstrækkelig grundige undersøgelser om dette
slægtsskabs-forhold var anstillet. Det er især efterat fangerne ere
bievne husvante, at disse sødskendebørn dukker op. Nu har
jeg indrettet en liden rubrik i min karakterbog og givet den
navnet korrespondancerubriken. Ved min første samtale
med fangen udspørger jeg ham meget nøje om han6 familie
og får hans udtalelse om, til hvem han står i et sådant
forhold, at han ønsker at brevvexle med dem; her falder
da også så tilfældigvis spørgsmål, om han har noget
sødskende-barn. Nu, jeg ved ej, om denne forføjning er rigtig praktisk;
meget arbejde eller bryderi forvolder den imidlertid ikke,
hvorfor jeg vil fortsætte med den; en støtte ved bedømmelsen af
fangens senere brevvexling kan den dog altid blive. Det falder
af sig selv, atder kan indtræffe begivenheder, som nødvendiggør
tilladelse for fangen til at korrespondere med andre end de fra
først af opgivne; dette bliver dog undtagelse, hint regel.

Endnu et lidet. Hvad er hensigten med den adgang,
fangen har til at brevvexle? Visselig kun den at
vedligeholde forbindelsen med sine nærmeste pårørende, ikke til
behagelig adspredelse at sende skrivelser til øst og vest, til
personer, med hvem han ikke står i nogen nærmere
forbindelse. Har en fange ikke sådanne — hvilke de fleste
dog har — bør han ikke skrive breve. Det har hændt, at
skrivelser til fremmede personer, hvem fangen har opgivet
at kende og således har fået tilladelse at tilskrive, ere
sendte tilbage med tilkendegivende, at man ej ønsker at
modtage sådanne breve.

Throndhjem 7. December 1883.

Peter Soelberg.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 21:20:27 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ntff/1884/0060.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free