Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
om man fastholdt denne fordring. Lettere grader af
sindssygdom må kunne bestå uden at tilregneligheden, selv om
den er i forskellig grad indskrænket, derved ophæves. I
henhold til dette ræsonnement adskiller Illing strængt
følgende to kategorier: 1) De straffanger, der angribes af en
udtalt, akut sindssygdom. Disse ophøre at være
strafobjekter og må strax underkastes en psychiatrisk behandling.
Vise de sig uhelbredelige og vedvarende utilregnelige, falder
spørgsmålet om den resterende straffetid bort og
forpligtelsen til den videre forsorg for den syge går over på
vedkommende kommunale autoritet. 2) Forbrydere med
ufuldstændig tilregnelighed. Denne anden kategori af sjælelig
defekte straffanger må blive i strafanstalterne, og
spørgsmålet om, hvorledes disses bestyrelser skulle bære sig ad
med dem, kan kun besvares derhen, at de skulle vise de
svage i ånden det samme hensyn som de legemlig svage.
Med hensyn til de såkaldte sindssygestationer ved
fængslerne bemærker I. at disse vel vilde fordre samme apparat
som en almindelig sindssygeanstalt. Man vilde altså i
virkeligheden få sindssygeanstalter byggede klods op til
strafanstalter og undersamme direktion, noget, der næppe
vilde være til fordel for forvaltningen. Tager man kun
hensyn til de akute og udtalte sindssygdomme, reduceres
antallet af sindssyge forbrydere så stærkt, at det vilde
være for meget at indrette egne anstalter for dem; man
må i fremtiden ligesom før gøre brug af de offenlige
sindssygeanstalter til disses anbringelse. De videre gående
foranstaltninger, som d’hrr. læger foreslå, vilde til slutning
føre dertil, at sindssyge forbrydere blive bedre betænkte
end de sindssyge, der ikke have begået nogen forbrydelse.
IiiLiMG slutter sin motivering med følgende passus. „Jeg
agter og ærer det humane sindelag, der giver sig
udtryk i de lægevidenskabelige skøn, vi have modtaget.
Det er lægens smukke kald fremfor alt at betragte den
syge og svage, selv om han er hjemfalden til straffeloven,
som den ulykkelige, hvis lidelser det er hans pligt så vidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
