Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En ikke ringe formindskelse i tilgangen til Bodsfængslet ril
selvfølgelig opnås, om man til opnåelse af den ovenfor som ønskelig
betegnede ensartethed for det hele land i resierne om cellestraf
bestemmer sig til at indskrænke den tvuugne anvendelse deraf til
blot at gælde de til 5te grad dømte forbrydere, og departementet
vil derfor bringe i forslag en sådan bestemmelse, der også anbefales
af andre hensyn, hvorom senere.
Alene derved vil man dog ikke knnne opnå den formindskelse
i tilgangen til Bodsfængslet, som er en nødvendighed, om alders*
grænsen skal knnne udrides til 50 år.
Men en for øjemedet tilstrækkelig nedgang i antallet af
celle-fanger vil formentlig opnås ved den tre die forandring i
bestemmelserne om, hvilke forbrydere der skal undergives tvungen cellestraf,
som departementet ril tillade sig at bringe i forslag, nemlig
udelukkelse fra denne straf af recidivister over en vis aldersgrænse,
som tidligere har udstået bodsfængselsstraf.
Dette spøig8mål, der allerede løselig blev berørt under
forarbejderne til bodsfængselsloven*), blev bragt på bane af Direktør
Petersen kort efter at lov af 9de Jnni 1866 angående forandringer
i straffeloven var trådt i kraft. Efter allerede i sin årsberetning for
1867 (s. 17—18) at have gjort opmærksom på de for Bodsfængslet
uheldige følger af den stedfundne formildelse i tyvslovgivningen,
udtalte han i beretningen for 1868 (s. 48—49), at det efter denne
lovforandring fremstillede sig for ham næsten som en nødvendighed,
at 25 års alderen bliver tvungen raaximumsalder for tilbagefaldne,
der tidligere har udholdt bodsfængselsstraf. Hvordan man end
opfattede cellestraffen, antog han nemlig, at alle vilde være enige i,
at det ikke nytter at gentage den flere gange på samme person.
Grundene herfor har han senere nærmere udviklet i sin
årsberetning for 1875. hvori han efter at have oplyst, at endog personer,
domfældte 6 eller endnu flere gange for simpelt tyveri, kan tvinges
ind i fængslet) udtaler sig blandt andet således (s. 63—64).
aDet forekommer mig, at alt, som tidligere er sagt til fordel for
cellestraffen ligeoverfor de begyndende forbrydere, taber sig
ligeover-for de habituelle. Her er ikke længer tale om den stakkels uerfarne
lovovertræder, som ikke kender til forbrydelsens sørgelige følger;
her har man med den kloge, beregnende, eller med den sløve,
upålidelige tyv at bestille, som en gang har fået sin alvorlige advarsel
og som enten ikke vil eller ikke kan følge den. Men når cellen
ikke er vækkende, går den over til at være slappende, og jeg tør
fremkomme med den sætning, at den siden 1866 gentagende i
anvendelse bragte cellestraf på recidivister har virket skadeligt i
moralsk henseende. Deslige fanger lægge sig åndelig talt til at 90ve,
medens hånden kun arbejder mådeligt, for at der ikke skal komme
*) Se Storth. forh. 1848, HI, nr. 36, s. 9 og VI, LII, s. 179.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
