Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
korrektion88traf. At se fanger i bur, hos hvem der ingen bevægelse
og intet indre liv er, kan naturligvis ikke være andet end et
sørgeligt syn. For deslige fanger foretrækker jeg selv vore dårlige
fællesfængsler, hvor der dog er virksomhed og tungt arbejde; om der
her end er stof nok tilstede til gensidig besmittelse, så er det ikke
værre end den dumme hendøsen på cellen, som hos recidivister kun
afbrydes ved den fule opøvning i kunsten at omgå reglerne om
tavsheden. Under beregningen af fængslets tilbagefaldsprocent har
det noksom stadfæstet sig, at cellestraffen ialfald ikke virker
forbedrende på de habituelle tyve, idet omtrent 50 pct tilbagefald allerede
har vist sig inden 1 år efter løsladelsen. Jeg tror også, at den hyppigt
tilbagevendende cellestraf virker fysisk slappende på fangen. Det
er umuligt at give cellefanger så megen rørelse i fri luft som
fællesfanger, og alene af den grund vil man kunne forstå, at det ikke er
ønskeligt for hyppigt at gentage cellestraffen på samme fange.
Isolationen og det stille liv inde på cellen kan være godt til en tid, så
længe det er nyt og det ansporer fangen, men gentages det for ofte,
står intet andet tilbage end det kedsommelige, ufriske eneboerliv,
som for fangen ikke kan tage sig anderledes ud end som unyttigt
plageri*)**.
Disse bemærkninger skal man supplere med følgende udtalelse,
der forekommer i en i Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen, 2den
fårgang, indtagen, af Direktør Pbtebsbh meddelt udsigt over
fængsels-orholdene i Norge (s. 109):
„Det er ikke så vanskeligt at overholde tavshedspligten
lige-overfor fanger, som første gang underkastes cellestraf, men
vanskeligheden stiger med hver gang, fangen kommer igen. Da kommer
han sløvere og sløvere for alle påvirkninger, med modbydelighed
for alle de stængende apparater og berøvet al mulig respekt for
deres indre grund.
Mit forslag går derfor nd på, at recidivisten ikke skal tages
igen, når han fuldstændig har trådt sine børnesko, eller når han
har fyldt sit 25de år. Jeg tror, at cellestraffen er skadelig for ham,
sløvende, svækkende. Norums sunde bemærkninger om arbejdet i
strafanatalterne gør sig ikke kraftigere gældende end ligeoverfor et
cellefængsels recidivister. I reglen har det ikke været muligt at
lære ham noget håndværk, hvorfor han kun er en plukker, spinder,
æskeklistrer, spoler eller i det højeste en væver. Er der nogen
mening i, år for år, at sætte ham på krakken med dette
puslearbejde, er det ikke rimeligere at sætte ham over i en fællesanstalt
og der lade ham trælle i sit ansigts sved, såvidt muligt under åben
himmel?4**)
Endvidere skal departementet tillade sig at anføre, at Direktør
*) Samlgn. beretningerne for 1876, s. 19 og for 1877, s. 18.
**) Jfr. Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen VI, s. 194.
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
