BERGSON og de hellige kar. Levninger av det eldre syn på velsignede personer og gjenstander har holdt seg lenge — også i evangeliske land, særlig i forbindelse med dåpsvannet og nattverdelementene. Lenge fikk teologiske kandidater i Norge ikke lov å anvende den aronitiske velsignelse om de preket ved gudstjenesten. Helt inn i vår egen tid er det således en almen, men uklar fornemmelse av forskjellene innenfor b. og deres anvendelse. Litt.: F. Probst, Sakramente und Sakramentalien (Tübingen 1872); A. Franz, Die kirchlichen Benediktionen im Mittelalter 1—2 (Freiburg 1909); Art. Blessing i The catholic encyclopedia (New York 1913); J. Braun, Sakramente und Sakramentalien. Eine Einführung in das Römische Rituale (Regensburg 1922); R. W. Muncey, History of the consecration of churches (London 1930); J. Bonsirven, Le judaisme palestinien au temps de Jésus-Christ 2 (Paris 1935, s. 141—162); N. Dudli, Das Segensbuch der heiligen Kirche (Paderborn 1936); Ph. Oppenheim, Institutiones systematico-historicae in sacram liturgiam. 6. Notiones liturgiae fundamentales (Torino 1941, s. 98 ff.). H. F. BERGSON, Henri, 1859—1941, fransk filosof, professor ved Collège de France. Karakteristisk for B.s filosofi er en udtalt og konsekvent anti-intellektualisme. Hans påstand er det, at vi er på afveje, når vi tror at kunne nå og blotlægge vor egen og hele tilværelsens virkelighed ved hjælp af en erkendelse, der abstraherer og generaliserer, danner begreber og med definitioner søger at gøre dem så præcise og klare som muligt. Der skal en ganske anden evne til at gribe selve virkeligheden, nemlig intuitionen, i hvilken man overskrider forskellen mellem subjekt og objekt for i en slags intellektuel sympati at identificere sig med genstanden i dens enestående og ubeskrivelige særegenhed. B. vil bane vejen for en ny filosofi, der skal erstatte begrebsdannelsen med intuitionen. På spørgsmålet om, hvordan en sådan filosofi skal blive til og overhovedet udtrykke sig, når den skal renoncere på begreber og definitioner, svarer B., at den for det første skal gå negativt til værks og afsløre alle de skinproblemer, der beror på overvurderingen af den abstrakte erkendelse. Men dernæst skal den positivt gå 323 frem som kunsten, der ikke definerer, men suggererer. Den skal tage billedet i brug; thi det har altid den fordel, at det holder een fast ved det konkrete; dog må den helst ikke lade det blive ved et enkelt billede, da dette i så fald let indtager den intuitions plads, som det blot skulle bruges til at fremkalde; filosofien skal anvende så disparate billeder som muligt. Den første virkelighed, som det gælder om at gribe er ens egen psykologiske. Man vender sig mod sig selv for ligesom at komme bag på ens egen bevidsthed i dens helt umiddelbare bevægelse. Og forstår da på den ene side, at de forandringer, som bevidstheden i dens indholdsfylde stadig undergår, er kvalitative, at momenterne indbyrdes er heterogene. Men forstår på den anden side, at de smelter sammen, at de successive tilstande gennemtrænger hinanden, thi bevidstheden er erindring; hvad der har været, overlever sit eget øjeblik og fortsætter sit liv i det nuværende og fremtidige øjeblik — i sammensmeltningen. Bevidsthedslivet er på een gang heterogenitet og kontinuitet. B. udtrykker det også på den måde, at bevidsthedslivet er konkret væren. La durée er den virkelige, den oplevede tid. Den kan ikke måles, fordi bevidsthedstilstandene, hvis egen tid den er, ikke kan måles eller tælles; det udelukker deres heterogenitet, som deres kontinuitet udelukker, at de distinkt kan skelnes fra hinanden. Ganske vist opererer vi alle med tiden som en homogen størrelse, i hvilken bevidsthedens tilstande følger på hinanden. Men denne tid, der er homogen, for at vi ved den kan tælle, måle og skelne, er ikke den virkelige, kon-Krete tid, men er blot en forestilling, som vi har dannet os ved rummets hjælp. Den intuitive forståelse af bevidsthedslivet i dets umiddelbarhed er vejen til forståelse af alt liv og hele tilværelsen. B.s metafysik er givet med hans psykologi. Livets fremadskriden er hverken kausalt eller finalt bestemt; hvad der skal ske, er aldrig til at forudse, ikke af den grund at vi ikke evner at gennemskue de altfor komplicerede sammenhænge, men fordi livet er skabelse, 324