CYPRIAN Uno Gygnaeus. borde grundas; stor vikt borde fästas vid praktisk utbildning och kvinnans skolning. C. erhöll ett stipendium för att undersöka folkbildningens ställning i Finland och studera frågans läge i Sverige, Danmark, Tyskland, Österrike, Schweiz och Holland. Särskilt tilltalades han av förhållandena i Schweiz. Han omfattade Pestalozzis, Fröbels och Diesterwegs idéer. 1861 utarbetade C. ett »förslag rörande folkskolväsendet», som blev föremål för en ingående kritik och diskussion. 1866 utgavs Folkskoleförordningen, som i huvudsak följde C:s principer. Härmed hade redan på 1860-talet grunden lagts för den moderna folkskolan i Finland. 1861 blev C. överinspektor för folkskolorna, och 1863—69 var han därjämte föreståndare för landets första seminarium, i Jyväskylä. Seminarier inrättades även i Ekenäs, Nykarleby och Sordavala. C:s betydelse som teolog är ringa, hans intresse gällde folkbildningen. Litt.: G. F. Lönnbeck, U. C. (Helsingfors 1910); Uno Cygnaeus, Skrifter rörande finska folkskolans grundläggning och organisering (Helsingfors 1910); E. Boyesen, Hvilken plass i nord. 547 pedag. hist. inntar C:s organ av Finl. folksk.- vesen? (XII nordiska skolmötets i Helsingfors 1925 förhandlingar, Helsingfors 1927, s. 139 ff.). W. A. S. CYPRIAN, biskop af Carthago 248—258, oprindelig lærer i retorik og jura indtil sin dåb 246. Under kejser Decius’ forfølgelse fastholdt C., at frafaldne kun kunne få absolution på dødslejet, men bagefter gik han ind for en ukendt mildhed, nemlig at de faldne efter forudgående bod kunne genoptages i kirken af biskoppen. I striden mellem Cornelius og Novatian om bispesædet i Rom tog C. parti for den første, der var det milde partis kandidat. C.s optræden over for de frafaldne gjorde han rede for i skriftet »Om de faldne», og det kirkebegreb, der udviklede sig i forbindelse med kirkens nye forhold til frafaldets dødssynd, har han fremlagt i det betydningsfulde skrift »>Om den katolske kirkes enhed» fra 251. For C. er kirken blevet frelsesanstalten; andetsteds har han udtalt dette i sætningen »Uden for kirken er der ingen frelse». Men kirken findes dèr, hvor biskoppen er. Det er kun muligt at vinde saligheden i forbindelse med og i lydighed mod den lovlige biskop. Denne alene kan meddele absolution for alle synder og er dermed den nødvendige forudsætning for kirken som frelsesanstalt. Hermed har C. fremsat et klart hierarkisk-katolsk standpunkt, men det adskiller sig fra den senere romerske pavekirkes derved, at enheden inden for kirken ifølge C. beror på solidariteten mellem biskopperne, men ikke på, at en enkelt af dem (biskoppen af Rom) har ret til at befale over de andre. Da Novatian i Rom havde samlet sine tilhængere i en særlig kirke, der også bredte sig andre steder, opstod der et nyt problem: skulle de, der var døbt af kættere, ved deres optagelse i den katolske kirke døbes eller ikke. Rom godkendte kætterdåb som gyldig, men C. afviste den ud fra sit kirkesyn: kun kirken ejede dåben, kætterne kunne ikke give, hvad de ikke besad. Cornelius’ efterfølger, biskop Stephanus af Rom, forlangte i denne sag C.s lydighed mod Roms biskop som kirkens højeste autoritet, men C. afviste, at Roms 548