DANMARK men* at gøre sig gældende, og bønderne kunne notere en sejr over overklassen og dens embedsmænd. Grundtvigs* særlige kirkesyn er udformet fra 1825, men personlig trådte han ikke — trods mange opfordringer — de vakte nær; han anså konventiklen for et »mådeligt religionssurrogat» for sandt menighedsliv, samlet om sakramenterne; men de grundtvigsk påvirkede teologer, som kom ud i præsteembede i 1830ne og 1840ne, knyttede til ved de vakte kredse og brød efterhånden præstemodstanden i nogen grad. Deres forkyndelse havde et pietistisk præg, men samtidig havde de af Grundtvig lært, at menneskelivet har sin selvstændige værdi også uden det kristelige, og at der må gå en livsudvikling, en vækst i forståelsen af, hvad det vil sige at være menneske, forud for evangeliet. Den større bredde i kristendomssynet og denne sans for menneskelivets brogethed og mangfoldighed førte til, at den grundtvigske forkyndelse hurtigt slog rod i gårdmandsklassen, og som bondebevægelsen tog fart, blev en stadig mere og mere liberal og humanistisk grundtvigianisme denne samfundsklasses egentlige religion. Dermed hidførtes et brud i vækkelsen, fordi væsentlig kun den øverste del af bondesamfundet blev grundtvigsk påvirket. I nogle år efter at grundloven i 1849 havde givet religionsfrihed, var landet udsat for en stærkt sekterisk agitation, som især virkede i de lavere bondelag, men fra omkring 1860 begyndte Indre Mission* (der var stiftet som en lægmandsforening på demokratisk basis, og nu blev en autoritær »kirkelig», d. v. s. af præster ledet institution) at vinde indpas blandt de lavere samfundslag, især husmænd, håndværkere og fiskere. Gennem resten af århundredet fortsatte denne udvikling. De to store vækkelsesretninger delte landet imellem sig, erobrede så at sige kirken indefra (især i lovgivningsarbejdet gjorde grundtvigianerne sig gældende og løsnede i mange henseender de statskirkelige bånd), og da samtidig brandesianismens* radikalisme og naturalisme greb de samfundslag (det højere borger- 559 skab), som hidtil havde været præget af konventionel kirkelighed, og da endvidere industrien og indvandringen fra ca. 1870 skabte et arbejderproblem og et storbyproblem, var landet svarende til den politiske spaltning og den økonomiske lagdeling opdelt i kirkelige og ukirkelige retninger, som imidlertid holdtes inden for en fælles folkekirkelig ramme. Frikirkedannelser i større stil kendes ikke, og de sekteriske hevægelser tæller meget små tal. Som følge af den udvikling, der opløste kirken i kirkelige retninger, lykkedes det aldrig at nå til enighed om en kirkeforfatning. Grundloven fastslår, at den evang.- luth. kirke er den danske folkekirke og som sådan støttet af staten. Samtidig er der fuld religionsfrihed. Om forfatningsspørgsmålet bestemmer Grundloven, at det skal ordnes »ved lov», men det har aldrig været muligt at nå noget resultat, dels fordi præsteskabet, som selvsagt var førende i de første år efter Grundloven, lod sig skræmme af Kierkegaards* angreb, dels fordi grundtvigianerne ud fra deres særlige syn på en organiseret kirke som »borgerlig indretning» i en forfatning måtte se en trusel mod det åndelige livs frihed, dels — og navnlig — fordi bondebevægelsen ikke indlod sig på nogen forfatning, før de kirkelige formues- og indtægtsforhold var fastlagt, d. v. s. at kirkens formue skulde sekulariseres. Da Venstre kom til magten 1901, gennemførtes hurtigt en afløsning af tienden, kirkens vigtigste indtægt, som omdannedes til en kapital, der ved inflation forringes år for år. I første omgang var dette en stor fordel for bønderne, fordi tienden hvilede på jord, og fordi staten (altså bonderegeringen) ydede bidrag til at oprette de kirkelige kasser, men efterhånden har en stigende kirkeskat medført, at kirken nu hviler som en økonomisk byrde på alle, og statens tilskud til kirkens drift vokser stadig. Da med dette årh.s begyndelse husmandsbevægelsen tog fart, og regeringen for at beholde arbejdskraften ved jorden slog ind på at skaffe husmændene jord, blev præstegårdsjorden udstykket til husmandsbrug. Dermed mistede kirken sit sidste økonomiske rygstød 560