centrer i hovedstaden og i nordlige Slesvig. Sidste del af det 18. årh. er præget af en oplysning, som begynder ret konservativt i Wolffs spor. Skrift og fornuft stilles lige som åbenbaringskilder, men hurtigt gled oplysningen mere og mere ud i flad lyksalighedslære og opportunistisk nyttemoral. Ved det 19. årh.s begyndelse ramtes denne tendens i centrum af en kantisk rationalisme, som krævede pligt uden at stille lyksalighed i udsigt. Den stærke moralske rejsning, som rationalismen betød i de nationale ulykkesår efter 1800, er en i høj grad positiv forudsætning for vækkelserne i det 19. årh. 2. Nuværende religiøse forhold. Folkekirken omfatter ca. 97 % av befolkningen. I øvrigt fandtes ifølge den officielle statistik 1921 og enkelte samfunds egne senere oplysninger: reformerte 1.161 (1921), anglikanere 469 (1921), metodister 3.500 (1947), Frælsens hær 7.000, Syvendedags adventister 3.550, Spiritistisk mission 2.000, irvingianer 4.000 (1947), baptister 7.201 (1951), pinsebevægelsen 3.400, Jehovas vidner 3.059, de forenede evang.-luth. frimenigheder i D. 140; Luthersk Missionsforening (»bornholmerne»), ca. 6.000, unitarer (bladet Protestantisk Tidende 1.000 ex. (1947), herrnhuter 463 (1921), romersk-katolske 23.000 (1951), mosaiske trosbekendere 7.000 (1951), mormoner 1.700 (1947). Det kan ikke oplyses, hvor mange der står udenfor ethvert kirkesamfund, antagelig ligger tallet omkring 20.000. Den nuværende religiøse situation i Danmark bunder i forhold, som hører hjemme omkring 1800. På den tid indledte regeringen en socialpolitik, som skulle omforme samfundet afgørende, og som også kirkeligt medførte vidtgående konsekvenser, der er baggrunden både for vækkelsesbevægelserne og for afkristningen. Ved bondereformerne blev bonden fri af fæsteforholdet og blev selvejer; samtidig udskiftedes jordene, så at det gamle landsbyfællesskab brast, og dermed både den kollektivistiske bondekultur og den fællesskabsprægede samfundskristendom, som svarede så godt til enevældens statskirke- 557 DANMARK lige system. Bonden bley selvejer, individualist og personlighed; han fik andre økonomiske interesser, så sine muligheder i liberal økonomi og politik, og af den teoretiske liberalisme og af bondestandens fremdrift skabtes den venstrebevægelse, som omkring 1900 rådede over næsten alle rigsdagens pladser. Men samtidig lagdeltes bondestanden. Ikke alle fik jord, og der blev en stigende forskel på gårdmand og husmand, den jordejende bonde og den jordløse — eller dog næsten jordløse — landarbejder. I samme grad som de øgende indtægter af jorddyrkningen (først korn, siden animalske produkter) begyndte at gøre sig gældende, steg gårdmændenes magt og selvfølelse, mens de lavere landboklasser, som ikke producerede, men skulle købe til stigende priser kom i større fattigdom; det medførte igen udvandring til Amerika og indvandring fra land til by. Denne modsætning ligger også bag de store vækkelsesretninger i Danmark, hvor ved 1800 80 % af borgerne boede på landet (nu kun 40 %). I forbindelse med bondens selvstændiggørelse begyndte det traditionelle forhold mellem befolkning og statskirke at løsnes. Det stod ikke uden videre fast, at præsten forkyndte den sande kristendom, og som sammenligningsgrundlag greb den vakte del af bondestanden til den pietistiske andagtslitteratur, som forefandtes i rigt mål. Her fandt man en ganske anden forkyndelse end den oplysningsprægede og rationalistiske, og da regeringen skred til indførelse af nye katekismer og salmebøger i tidens ånd, satte bønderne sig i visse egne til modværge og kæmpede i årtier for at beholde de vante bøger. Andre steder var det de »gudelige forsamlinger» (konventikler), som især vakte præsternes mishag, fordi de med fuld ret indså, at bønderne derved var ved at blive religiøst selvstændige, hvilket føltes som en trusel såvel kirkeligt som økonomisk. Indtil begyndelsen af 1840ne udsattes vækkelsens folk — der i en vis forstand var bondebevægelsens pionerer — for hvas forfølgelse; derefter begyndte både i liberalismen og grundtvigianis- 558