og dermed alle muligheder for politisk selvstændighed. Liberalismens tidsrum løb ud i en statskirkelighed så fast som nogensinde før. Det var først og fremmest bondebevægelsen, som sekulariserede kirken, men arbejderbevægelsen fortsatte i sporet og har nu opgivet sit gamle krav om adskillelse af stat og kirke til fordel for statskirkelig protektion. Til denne udvikling svarede 1903 ff. en lovgivning, der efterhånden lagde præstevalg og bispevalg i menighedernes (sognenes) hånd, gav kvinder adgang til præsteembede, gjorde det muligt for menigheden at komme af med en præst, gav sognene styret af de lokale kirkelige anliggender etc. Ganske vist lykkedes det ikke, som vækkelserne havde ønsket og var på vej til, at opløse kirken i frie menigheder om frie præster, men det kirkelige selvstyre gled i udstrakt grad i det 20. årh. over til menighederne. Alt i alt har dette været en stor fordel, men det har unægtelig omtrent likvideret kirken som institution og præsteskabet som stand. Vækkelsesforkyndelsen var den dominerende i tiden op til®%ca. 1900, og den var udpræget socialt bestemt og for Indre Missions vedkommende bundet til en bestemt mennesketype, anlagt for pietistisk forkyndelse. Alle forsøg på at slå bro, f. eks. fra højskolen til byen, eller fra Indre Missions side til hovedstadsproletariatet, forblev så temmelig mislykkede, fordi højskolen som et grundtvigsk bondeforetagende var udpræget lagt an på landforhold, og fordi Københavns Indre Missions mange filantropiske institutioner føltes som lapper af barmhjertighed, hvor der trængtes til retfærdighed. I samme grad som vækkelsesforkyndelsen gik frem, bredte afkristningen sig i dens spor, de grupper og samfundslag, som ikke droges ind under dens socialt og psykologisk bestemte kristendomstyper, lukkedes så meget mere definitivt ude og følte sig hjemløse i og ligegyldige overfor kirken. Ved det 19. årh.s slutning udkrystalliserede grundtvigianerne sigi Kirkeligt Samfund af 1898 (som dog ikke omfatter alle 561 DANMARK grundtvigske elementer), Indre Mission udbyggede et fast system af kredse landet over som støtte i den kommende kirkepolitiske debat, og mellempartiet, som hovedsagelig bestod af præster, der repræsenterede den mynsterske og martensenske kirkelige, konfessionelle og traditionelle linie, blev 1899 til KirkeligtCentrum”*. Vækkelserne er typiske for det liberale årh. med dets fremskridtstro, optimisme og evolutionisme. Med det 20. årh. forandrede betingelserne sig afgørende. Der foregår ikke mere nye klasse- og samfundsdannelser, opstår ikke nye befolkningsgrupper, tværtimod ser det ud, som om alle mere og mere nivelleres i eet, takket være bl. a. de økonomiske forhold og den stigende ensartede kulturpåvirkning gennem presse, radio og skole. I en sådan tid svækkes de gamle klassemodsætninger, og også de kirkelige skel udviskes. De nye kirkelige bevægelser, som foregår, takket være teologiske nyorienteringer, bliver ikke til kirkelige retninger, men til kirkelige anskuelser, til præsteforetagender, uden genklang i folket. Dette gjaldt f. eks. i høj grad den 1ib erale teologi, der havde sit største navn iF.C. Krarup og sin største tid ca. 1900 —20. Den påvirkede præsterne langt ind i både grundtvigske og indre-missionske kredse, men uden at det kom til opgør som det, man kender fra Norge. Tværtimod var den liberal-teologiske indflydelse oftest positiv og knyttede til ved den bestående ortodokse teologi og de herskende fromhedsretninger. Det mest lysende navn i så henseende er Olfert Ricard, den beundrede ungdomsleder, hvis grundanskuelse er ærkeliberal, men hvis form harmonisk forbandt hans liberale intentioner med både kirkens og vækkelsens traditioner. Og gennem KFUM (der i Danmark er Indre Missions ungdomsarbejde, som De Danske Ungdomsforeninger er grundtvigianernes) og navnlig den kristne studenter b evægelse* vandt den liberale idealisme, optimisme, kulturelle åbenhed og personlighedskultus stærkt frem i den akademiske verden. 562