DANMARK Tidehvervsbevægelsen* var fra ca. 1925 et radikalt oprør mod denne tendens indenfor KFUM og studenterbevægelsen. Den har visse forbindelser med den samtidige barthianisme men er et selvstændigt dansk fænomen. Dens polemik mod alle andre kirkelige bevægelser var meget skarp, og den forkyndte evangeliet tværs over alle de »skel», som bestående kirkelige kredse havde rejst, men den fik ingen folkelige kontakter. Det kirkelige og ukirkelige Danmark havde allerede lejret sig i hver sine båse og var ingenlunde villig til at lytte til den nye kirkelige radikalisme, som da på sin side i akademisk overlegenhed også savnede alle forudsætninger for at blive folkelig, og som talte et så indviklet og skruet sprog, at kun få begreb det, og som omsider også havnede i sin egen form for kirkelig ortodoksi. Det tidehvervske angreb førte i 1928 til en sprængning af studenterbevægelsen, og den frasprængte del og en stor del af den siden tilkomne akademiske ungdom har søgt ly (som Martensens* tilhængere i sin tid søgte ly for Kierkegaard hos Grundtvig) i en mellemeuropæisk, svensk- eller engelsk-præget barthianisme, lutherdom eller højkirkelighed, som med den indflydelse, der udgår fra økumeniske foretagender, er i rask vækst. Nutidens teologiske ungdom er utvivlsomt mere konfessionel og højkirkelig end tilfældet har været før, men også den »liturgiske» bevægelse er hidtil forblevet ganske uden folkelig kontakt. Trods nedbrydelsen af de gamle samfundskel — arbejdernes ophøjelse til borgere har i nogen grad fjernet de ideologiske skel mellem dem og den indre-missionske mellemklasse — er befolkningen også kirkeligt endnu stærkt opdelt, og den lokale kirkegang er præget af retningsvæsenet. Men der er ikke tvivl om, at som de sociale realiteter, der skabte retningerne, er ved at ændre karakter, formindskes også afstanden mellem retningerne, og billedet kompliceres ved, at de kirkelige »anskuelser» fra den nyere tid trækker deres linier på kryds og tværs af gamle skel. Men både retninger og anskuelser har bidraget stærkt til at gøre kristen- 563 dommen til en specialitet for specielle mennesker, og ialtfald på overfladen er afkristningen en iøjnefaldende kendsgerning. Samtidig mærkes et stigende religiøst behov, som både giver sig udtryk i en strømkæntring indenfor kunst og litteratur, og som ikke mindst mærkes i et udpræget sværmeri og religiøst fantasteri, nu ikke mere som for 100 år siden et angreb på folkekirken udefra, men i fuldt flor indenfor den. 3. At tale om kirkens arbejde i D. er svært, fordi kirken ikke i videre grad fremtræder som samlet institution og ikke har nogen egentlig repræsentation. Dens overhovede er kongen, som underskriver alle udnævnelser etc., dens love vedtages på rigsdagen og den administreres af kirkeministeriet, som kan, men ikke behøver at spørge bisperne. Der er 9 bispedømmer: København, Roskilde, Lolland-Falster, Fyen, Älborg, Århus, Viborg, Ribe og Haderslev, og bisperne leder indenfor lovenes meget snævre rammer den kirkelige administration i deres stifter, men optræder ikke samlet som kirkens repræsentation, og hvad anseelse de måtte nyde, nyder de som følge af®personlige kvaliteter, ikke qua bisper. Forholdet mellem kirke og skole er opløst, men endnu består religionsundervisning i alle offentlige skoler. Fra kirkens officielle ledelse udgår der normalt ikke andet slags initiativ end det rent administrative, og al kirkelig aktivitet beror — som følge af udviklingen i forrige årh. — på private foretagender. Den eneste undtagelse kan måske Bibelselskabet kaldes, eftersom det nyder den eneste lovbefalede årlige kollekt. Al mission er selskabsmission. Oprindelig var grundtvigianerne ivrige for ydre mission, men de hæmmedes dels af Grundtvigs senere lære om en menneskelig og folkelig udvikling som forudsætning for en kristelig, dels af at Indre Mission uden videre ligestillede den ydre og den indre missionsmark; de kunne aldrig gå med til at regne døbte for hedninger, og trak sig ud af missionsarbejdet, bortset fra Porto Novomissionen, som helt hviler på grundtvigske 64