HABAKKUK benævnes som profet i 1:2 og 3: 1 i det skrift bl. de tolv små profeter, som bærer hans navn. Selve skriftet indeholder iøvrigt ingen oplysninger om H. I et apokryft tillæg til Daniels bog (Bel og dragen, v. 33 ff.) findes en legendarisk fortælling om, at han bragte Daniel mad fra Judæa under hans indespærring i løvekulen i Babylon. Efter overskriften til det samme skrift skal H. have været levit. _ H.s bog (ialt 3 kap.) indledes med en klagesalme over de retfærdiges undertrykkelse (1:2—4). Jahves svar herpå lyder, at han vil vække kaldæerne for at straffe fjenderne. Kaldæerne skildres som et grusomt folk, der ilsomt drager viden om for at udplyndre andre folk (1:5—11). Herefter følger en klage fra profeten over, at Jahve lader fjenden ustraffet plyndre og røve (1:12—17). Jahve giver gennem profeten løfte om, at fjenden skal gå under, men den retfærdige skal leve ved sin tro (2:1 —53). I tilslutning hertil udråbes 5 veråb over fjenden (2:6—20). Bogen slutter med en salme, som anråber Jahve om at ihukomme sin tidligere barmhjertighed og gribe ind til frelse for sit folk og sin salvede (3: 1—19). For den ældre eksegese voldte det vanskelighed, at kaldæerne først skildres som Jahves tugteredskab (1:5—11), mens det følg. afsnit (1:12—17) klager over fjenden, hvorpå Jahve lover afstraffelse af ham (2: 1 ff.). Den modsigelse, som kan ligge heri, hvis det drejer sig om det samme folk, forsøgte man at fjerne ved antagelsen af, at fjenden i 1: 12—17 og kap. 2 ikke var kaldæerne, men assyrerne, som Jahve lod afstraffe gennem kaldæerne for deres mishandling af Israel; eller man foretog en omstilling af teksten, så at 1:5—11 skulle 1205 følge efter 2:8, hvorved fjenden i 1:2—4 og 12—17 kunne opfattes som assyrerne, og kaldæerne blev Israels befriere. Atter andre greb i deres nød til en tekstændring ìi 1:6, idet kaldæerne rettedes til kittæerne (= grækerne), hvorved 1:5—11 indeholder en skildring af grækerne under Alexander d. Store, som stadig higede mod øst (v. 9). Hvad det forskellige syn på fjenden angår, er dette ikke nogen virkelig modsigelse, idet vi finder en nøje parallel hertil hos Jesaja, der kan betragte Assur som et redskab i Jahves hånd; men Assur er blevet grebet af tyrannisk overmod og skal derfor tugtes (Jes. 10:5 ff.). Dermed bortfalder berettigelsen til de ovennævnte indgreb i teksten. Den nyere profetforskning har i stedet forsøgt — på forskellig vis — at opfatte hele H.s bog som en liturgi, udtalt af en kultprofet. Det bliver da mindre vigtigt at finde den historiske baggrund for skriftet end at påvise de forskellige motiver i liturgien. Den indledende klage (udtalt af folket) får sin betydning som anledning til Jahves løfte om at opvække et folk (kaldæerne) for at straffe Israels fjender. Det ovennævnte vekslende syn på dette folk skifter, eftersom motiverne ændres. I det sidste kapitel, der har umiskendelige ligheder med tillidsmotivet i de kollektive klagesalmer, fremtræder den gamle kongetids syn på den nøje forbindelse mellem folket og kongen (se v. 13). Alene dette taler imod at henføre skriftet til sen eftereksilsk tid. Herimod taler også de mange bergøringspunkter, som kan påvises mellem H.s skrift og Ras Shamra-teksterne. Muligvis er derfor den liturgi, som skriftet udgør, meget gammel, men aktualiseret på kaldæerne i tiden omkr. 600 f. Kr. H.s skrift er blevet stærkt læst til alle 1206