mønstret for al bryllupsdigtning, også når det drejede sig om jævne bønder. De enkelte digte kan som ovenfor nævnt stamme fra forskellig tid, og muligvis også fra forskellige egne. Omtalen af Jerusalems døtre (2:7; 3:5 0. a. s.) tyder på hjemmehørighed her, mens navnene Saron (2:1), Gilead (4:1) og Tirsa (6:4) peger mod nordriget. Litt.: Wetzstein, Die syrische Dreschtafel (i Zeitschrift f. Ethnologie, 5, 1873, s. 270—302); W. M. Müller, Die Liebespoesie der alten Ägypter (Leipzig 1899); G. Jacob, Das Hohelied auf Grund arab. u. andere Parallellen von neuem un- 1409 HØJSANGEN tersucht (Berlin 1902); The Song of Songs by M. L. Margolis o. a. (Philadelphia 1924); W. Wittekindt, Das Hohe Lied u. seine Beziehungen zum Istarkult (Hannover 1926); H. H. Rowley, The Song of Songs (i Jour. of Royal Asiatic Soc. 1938, s. 251—276). E. H. HØY-, se Hög-, Høj-. HÅB, se sp. 1368. HÅLOGALAND BISPEDØME, se Nord-Hålogaland bispedøme, Sør-Hålogaland bispedøme. HÅNDSPÅLÆGGELSE, se Handpåläggning. HÅP, se Håb, sp. 1368. 1410