HØJSANGEN gelsedrag återfinnes hos Augustinus och senare hos företrädarna för den s.k. ointresserade kärleken (François de Sales, Fénélon). Thomas ab Aquino är däremot starkare påverkad av den aristoteliska subjektimmanensen med den därmed sammanhängande självhävdelse- och självfulländningsetiken, som dock på olika sätt dämpas och modifieras. Litt.: M. O. Liscu, L'idée du souverain bien et son expression chez Sénèque (u. o. 1941); F.-J. Rintelen, Deus bonum omnis boni (i Aurelius Augustinus. Die Festschrift der Görres-Ges., Köln 1930); A. Nygren, Den kristna kärlekstanken I—II (Sthm o. Lund 1930—36, ny ed. 1947); R. Johannesson, Person- och gemenskapstanken enl. rom.-kat. o. luth. grundåskådn. (diss. Lund, Sthm 1947). R.J. HØJ-, se også Hög-. HØJSANGEN. Navnet H. svarer til Luthers »Hoheslied», der er en fri gengivelse af skriftets hebr. navn shir hash-shiri'm »sangenes sang» d.v.s. den ypperste sang. I overskriften i den hebr. bibel tilføjes yderligere »af Salomo». Denne angivelse er ikke oprindelig, men bygger på en kombination af skriftets omtale af Salomo (3:7, 9, 11; 8:11) og overleveringen om, at Salomo forfattede 1005 sange (1. Kong. 4:32), hvorefter H. skulle være en af disse. Intet i H. støtter dog denne tidlige affattelsestid. Ganske vist kan enkelte dele være meget gamle (f. eks. viser omtalen af Tirsa 6:4 vistnok hen til 9. årh., da denne by var hovedstad i nordriget, se 1. Kong. 14:17; 15:21, 33), men andre partier er i hvert fald i deres nuværende form betydeligt senere. Foruden et betydeligt antal aramæismer i hele H. findes 4: 13 ordet »paradis», der er et persisk låneord (eg. »dyrehave»), og 3:9 end- og et græsk ord (»bærekarm»). Bogen kan derfor tidligst være afsluttet på Alexander d. Stores tid. H. har altid været et af de mest læste skrifter i G.T.; den har ved sin skønhed inspireret digterne, men den har også forarget, fordi den står i stærk kontrast til det øvrige G.T. Den handler nemlig om kærlighed med indgående beskrivelser af mandens og kvindens skønhed. Dens ende- 1407 lige optagelse i kanon på synoden i Jamnia ca. 100 e. Kr. skete da også efter megen modstand. Allerede de gamle jøder ville forstå H. allegorisk, d. v. s. den handlede om Jahve og folket, der ifølge et fra Hosea kendt billede kaldes hans hustru. Også i den tidlige kristne kirke fortolkedes H. allegorisk om Kristus og hans menighed, eller i den kristne mystik om Kristus og den enkelte sjæl (f. eks. Bernhard af Clairvaux). I den nyere videnskabelige eksegese har diskussionen drejet sig om, hvorvidt H. var en enhed eller en række af digte uden forbindelse med hinanden. Man har opfattet H. som et drama, hvori en hyrde til sidst forenes med sin elskede hyrdinde, efter at hun en tid havde vært taget ind i Salomos palads (1:4). Nutildags opfattes næsten alle H.s 8 kap. som en samling på ca. 20 smådigte, der er uden anden forbindelse end det fælles emne. Stødet til en rigtigere opfattelse af H. fik man i slutn. af forrige årh. ved iagttagelsen af paralleller til H. i nutidens Syrien, Palestina og Transjordanien. Før brylluppet opføres en sværddans af bruden, mens de omkringstående beskriver hendes legemlige skønhed (jfr. 6: 13 ff.). I bryllupsugen kaldes brudgom og brud for konge og dronning og fejres med optog og fester. I en af scenerne anbringes brudeparret på en tærskeslæde som deres trone, og deres skønhed beskrives (jfr. 3: 7 ff.). Senere blev man opmærksom på paralleller til motiverne i H. i religiøse tekster fra hele den gamle nærorient (Ægypten, Babylonien og Syrien). De står i forbindelse med festerne for den guddommelige konge og hans hellige bryllup. Sidst er dette kommet for dagen i tekster fra det gamle Ugarit. Dette åbner mulighed for, at H. er levn af gamle ritualer. Digtenes optagelse i kanon ville herved finde en naturlig forklaring, hvis man kunne forudsætte, at man stadig havde bevaret en tradition om deres oprindelige kultiske anvendelse (jfr. H.s anvendelse i synagogen ved påskefesten). Men man må dog også anse det for sandsynligt, at den slags digte har dannet 1408