kald. Ved Islands universitet er der et teologisk fakultet med 4 lærestole. — Hvert år holder kirken sit officielle møde, som kaldes »synodus», hvor biskoppen præsiderer og giver en udførlig beretning om kirken i det forløbne år m.m. Her møder flertallet af landets gejstlighed, teologiske og kirkelige sager drøftes, forslag behandles og resolutioner vedtages. — Kirkelige sager behandles også af et kirkeråd, bestäende af to præster og to lægmænd samt biskoppen, som er dets formand. Islænderne har fra gammel tid fået ord for at være flegmatiske, og de er overhovedet intellektuelt indstillede, også overfor religiøse spørgsmål. Større vækkelser eller dybtgående spaltninger kendes næppe indenfor den islandske kirke. Ved sidste århundredeskifte kom der til Island en mere radikal teologisk retning med bibelkritik og ny orientering i forskellige teologiske spørgsmål. Den blev bekæmpet af den ældre ortodokse retning. Denne meningsforskel blusser nu og da op, men flertallet af folket står dog udenfor den og mange af præsterne indtager en mere forsonlig, central stilling. — Både spiritisme og teosofi har en del tilhængere og udgiver tidsskrifter. Islands kirke har på mange måder modtaget impulser fra de andre nordiske kirker, og den står stadig i nøje forbindelse med disse gennem fælles møder, gensidige besøg m.m. I senere tid gør en indflydelse fra de engelsktalende folks kirker sig gældende. 3. Kirkeligt arbejde. Med henblik på folkets fåtallighed kan man næppe vente et statistisk set betydeligt arbejde hos den islandske kirke. En stor del af præstens arbejde i de små og spredte menigheder er af rent personlig natur. Nogen nævneværdig organisation er ikke påkrævet. Heri er der dog sket og sker for tiden en stor forandring, ved at folket flytter fra de spredte bygder til byerne og da særlig til Reykjavik. I året 1900 var der kun 12,9 % bosat i de større byer, 6,8 % i de mindre byer og 80,3 % på landet. Men i 1952 er 74,4 % bosat i byer, men 25,6 % på landet. I selve Reykjavik bor nu mere end 40 % af landets befolkning. Præsterne, som før for ` 81 ISLAND Domkirken i Reykjavik, indviet 1796, ombygget 1846—48. største delen var bosatte på landsbygden, flytter nu i voksende omfang til byerne. I stedet for én præst i Reykjavik i begyndelsen af indevære århundrede er der nu 9 præster, og der stilles krav om, at Reykjavik får flere præster. Til gengæld sammenføjes to eller flere præstekald på landet, idet folkemængden svinder ind og samfærdselsmidlerne bliver bedre. Nyere arbejdsmetoder må følgelig optages. Nutidens komplicerede opgaver banker på den islandske kirkes dør som andetsteds, tankegangen bliver mindre kirkelig end før, ja, endog direkte modstand melder sig. Alt dette gør mere vidtrækkende og effektive arbejdsmetoder påkrævet. Med de store opgaver og vanskelige problemer for øje føler nu mange nødvendigheden af at få de to gamle bispedømmer genoprettet. For nogen tid siden blev en sanginspektør for kirken beskikket. Han har rejst omkring i landet og stiftet kirkekor, af stor betydning for gudstjenesten. Han leder også en »kirkens sangskole» i Reykjavik. Søndagsskoler findes i de større bymenigheder. To kirkelige blade udgives: »Kirkjublaðið», stiftet af Islands forhenværende biskop Sigurgeir Sigurðsson, og »Bjarmi», somi en lang årrække har været den ortodokse retnings organ. Præsteforeningen, som om- 82