paganda foranstaltede den romerske gejstlighed folkelige, opbyggelige sammenkomster og andagtsøvelser, hvor enkle strofiske sange med bibeltekst, i lette udsættelser og med tendens til dramatisk udformning, udgjorde det musikalske indhold. Ved påvirkning fra operaen blev denne folkesang til kunstformen oratoriet, der som tekst sædvanligvis har en gammeltestamentlig beretning, fremført af en fortæller og de omhandlede personer samt koret. Oratoriets første klassiker er italieneren Carissimi (med »Jephta» som det i nutiden bedst kendte værk), men først med Georg Fr.Händel (1685—1759; fra 1712, med enkelte afbrydelser, bosat i London) får oratoriet den store, monumentale udformning, der gør det jævnbyrdigt med kirkemusikkens øvrige vokalformer, som disse er udformet af Bach. De engelske kortraditioner er kommet Händel til gode i hans oratorier. Han benytter koret på dobbelt vis, dels som dramatisk indgribende faktor i handlingen, dels allegorisk eller stemningsskildrende, og han behersker alle grader af affekter, fra den store monumentale kor-fuga til den stilfærdige inderlighed i et passions-kor. Af Händels oratorier kan nævnes »Messias», »Samson», »Judas Maccabæus», »Israel i Ægypten», »Jephta» m. fl. Baroktidens slutning sættes almindeligvis til 1750, året for Bachs død. Efter denne tid glider kirkemusikken afgjort i baggrunden i den almindelige musikalske interessesfære. Verdsliggørelsen af k. bliver åbenlys, tilknytningen til gudstjenesten mere spinkel. Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert har bidraget til k. især med messekompositioner, Haydn tillige med oratorierne »Skabelsen» og »Årstiderne». Stilen i messerne er en fortsættelse af den katolske kantate-messe med opdeling i »numre» (kor, arier etc.) efter operaens forbillede. Orgelmusikken får et stærkere virtuost præg, undertiden drevet ud i det parodiske (Abbé Vogler). Fra 1800- og 1900-tallet kan af koncertmæssig kirkemusik nævnes Mendelssohns oratorier og orgelværker, César Francks klangmættede oratorier og orgelværker, Verdis »Requiem», Brahms’ »Ein 317 KIRKEMUSIK deutsches Requiem», Liszts »Kristus» og hans improvisatorisk-virtuost anlagte orgelværker, Bruckners messer, Max Regers orgelværker, Strawinskys »Salmesymfoni», Honeggers oratorium »Kong David» samt værker af Kodaly, Milhaud, H. F. Micheelsen, Hugo Distler, G. Raphael, Pepping, Britten, Messiaen m. fl. Fra de skandinaviske lande kan nævnes kor- og orgelværker af Aug. Söderman, I. Widén, Oscar Lindberg (Sverige), 1. P. E. Hartmann, N. W. Gade og dynastiet Matthisson-Hansen (Danmark), L. M. Lindemann og J. Haarklou (Norge) og fra nyeste tid Knud Jeppesen, Sv.-Ove Møller, G. Thyrestam, Ingvar Lidholm, Ludvig Nielsen, Knut Nystedt m. fl. Ved siden af den koncertprægede k. begyndte i midten af 1800-tallet et kirkemusikalsk restaureringsarbejde, i den katolske kirke ved en forøget dyrkelse af den gregorianske sang og palestrinatidens kormusik, i den protestantiske kirke ved en forøget interesse for reformationstidens stil både på salmekompositionens og korudsættelsens område (bevægelsen får i Danmark sin stærkeste udformning af salmekomponisten Thomas Laub). I forbindelse hermed er fremkommet en stigende interesse for liturgisk-musikalske problemer, der har givet sig udslag i forsøg på at forene kirkelig tradition (gregorianske elementer, hymner, viser) med et moderne tonesprog samt i forsøg på at skrive k. mere bevidst for gudstjenesten i overensstemmelse med k.s oprindelige og inderste væsen. Se også Gregoriansk sång, Kirketonarter, Koralbog, Kyrkovisa, Liturgisk musik. Litt.: Th. Laub, Musik og kirke (Khvn 1920); C.-A. Moberg, Kyrkomusikens historia (Sthm 1932); dens., Dietrich Buxtehude (Hälsingborg 1946); G. Rosendal, Palestrina och Schütz (Sthm 1934) ; S. Sørensen, Den vokale kirkemusik (i håndbogen »Om musik», Khvn 1948); dens., Heinrich Schütz (Khvn 1951); F. Viderø, Kirkemusik, orgel (i håndbogen »Om musik», Khvn 1948). Hovedværker på andre sprog: H. Leichtentritt, Geschichte der Motette (Leipzig 1908); A. Schering, Geschichte des Oratoriums (Leipzig 1911); P. Wagner, Geschichte der Messe (Leipzig 1913); Fr. Blume, Die evangelische Kirchenmusik 1 (Potsdam 1931); Handbuch des katholischen 318