KIRKEMUSIK gangen fra renaissance til barok er Heinrich Schütz (1585—1672), født i Sachsen, uddannet i Venedig først hos Giov. Gabrieli, senere hos den førende operakomponist Monteverdi, fra 1517 kurfyrstelig kapelmester i Dresden. Hans hovedværk er »Symphoniae sacrae», der spænder fra enkle solokoncerter med orgelledsagelse til mangestemmige værker for kor og orkester (f. eks. det berømte værk over Pauli omvendelse: »Saul, Saul, was verfolgst du mich» for 3 kor, 6 solostemmer og orkester). Nævnes bør endvidere Schütz’ passioner, der med rod i middelalderens passionsfremstillinger er komponeret uden nogen instrumental medvirken. Schütz er kendetegnet ved sin vidtspændende evne til musikalsk karakterisering under anvendelse af de midler, der var opkommet med den dramatiske musik, samtidig med at han i form og tonalitet er forankret i renaissancens musik, en kombination af gammelt og nyt, som gør hans musik forunderlig frisk og levende. Under fortsat indflydelse fra den dramatiske musik med dens anvendelse af sluttede former (recitativ, arie, kor) udvikler den gejstlige koncert sig til kirke-kantaten, der efter midten af 1600-tallet bliver den foretrukne vokal-form med komponister som Andreas Hammerschmidt (Zittau), Joh. Rosenmüller (Wolfenbüttel), Joh. Christoph Bach (Eisenach, onkel til Joh. Seb. B.) og Joh. Pachelbel (Nürnberg), Diderik B uxtehude (ca. 1637—1707, født i Oldesloe, Holsten, organist i Hälsingborg og Helsingor, fra 1668 ved Mariakirken i Lübeck), af hvem man kender ca. 120 kantater og et værk, »Das jüngste Gericht», overleveret fra hans berømte »Abendmusik »-opførelser. I den engelske kirkemusik løber udviklingen fra motet til kantate i store træk parallelt med kontinentets, men med en større omhu for koret, der altid har haft en central plads i engelsk kirkemusik. Både den ældre motet og den yngre kantate går i England under navn af anthem, og som den største komponist indenfor det kantatelignende anthem står Henry Purcell (1658—95, organist ved The Royal Chapel, London). 315 I de katolske lande bevarer renaissance-musikken i højere grad sin stilling med videreførelse af messe- og motetformerne, dog med intensivering af det dramatiske udtryk (f.eks. Lottis mangestemmige Crucifixus-kompositioner). Først i 1700-tallet omdannes messen, under indflydelse navnlig fra den neapolitanske opera med Alessandro Scarlatti, til den såkaldte kantatemesse med sine fast afgrænsede former, kor, arier, duetter etc. Et eks. på den neapolitanske kirkemusik er Pergolesis »Stabat mater». Foruden den vokale musik kommer efter 1600 også den selvstændige instrum entalmusik, kirkesonater og orgelværker, til som en vigtig bestanddel af k., i begyndelsen med rent praktisk liturgisk funktion (for- og mellemspil), men i løbet af 1600-tallet udviklet til selvstændige former på linie med den verdslige instrumentalmusik. Kirkesonaten, for 2 violiner og generalbas, dyrkedes fortrinsvis i Italien med Archangelo Corelli (1653—1713) som den førende komponist, mens orgelmusikken i højere grad blev dyrket i de protestantiske lande. Ud af de ældre renaissance-former udvikledes (gennem komponister som Frescobaldi, Sweelinck, Scheidt, Pachelbel, Buxtehude m.fl.) orgelformerne toccata, præludium, fuga (hvor imitationsprincippet fra motetten er ført videre) og en række former for koralbearbejdelse: koralfors pil -variation, -fuga m. m. Både vokalt og instrumenalt løber alle tråde sammen i Joh. Seb. Bach* (1685— 1750). Kantaten og passionen når med ham sit højdepunkt af kunstnerisk udtrykskraft, og både de frie orgelformer (præludium og fuga) og koralbearbejdelserne får med ham deres klassiske komponist fremfor nogen. Af Bachs samtidige kan, foruden Händel (se nedenfor), nævnes Reinh. Keiser, Joh. Mattheson og G. Ph. Telemann i Hamburg og J. H. Roman i Stockholm. I periferien af kirkemusikken, men dog hørende med i beskrivelsen af den på grund af sin bibelske stofkreds, står oratoriet, hvis rødder går tilbage til mod-reformationens dage i Rom. Som led i den katolske pro- 316