flere tillæg føjedes til, modtog k. kgl. stadfæstelse 2. sept. 1537, samme dag som Bugenhagen i Frue Kirke indviede de 7 nyudnævnte evangeliske superintendenter; 13. dec. var »Ordinatio Ecclesiastica Regnorum Daniæ et Norwegiæ et Ducatuum Sleswicensis, Holtsatiæ etc.» færdigtrykt. K. var udstedt af kongen alene. Det indledende, vel af Bugenhagen affattede, teologisk-polemiske kongebrev vender sig bl. a. mod den opfattelse, at nyordningen skulle afvente et almindeligt konciliums afgørelse. Vanskelighederne ved at få k.s bestemmelser gennemført gjorde det imidlertid ønskeligt at få k. udstedt som almindelig lov af konge og rigsråd, idet erfaringen viste, at love snarere kunne påregne lydighed end kgl. ordinanser eller forordninger. H err edageni Odense 1539 vedtog da 14. juni k. (med nogle ændringer og tilføjelser) som lov i dansk oversættelse. I forordet siges, at denne k. skal holdes i alle stifter og kirker, »uden saa er, udi et almindeligt, frit kristeligt Concilio anderledes besluttes og samtykkes, da ville vi altid skikke os derudi som fromme Kristne bør at gøre». Denne reservation, hvorved rådet understregede, at den danske kirke var led i et økumenisk hele, fik dog aldrig praktisk betydning. Denne såkaldte »rette ordinans» blev trykt 1542 og flere gange genoptrykt. Den blev den danske kirkes grundlov indtil Christian V.s Danske Lov (1683) og Kirkeritual (1685)* og optoges delvis i disse. Skønt den latinske k. tog sigte på hele riget, jfr. titlen, fik den »rette ordinans» kun gyldighed for kongeriget (med Norge), idet de særlige forhold i hertugdømmerne nødvendiggjorde en egen (plattysk) k. for disse, vedtaget på landdagen i Rendsborg 9. marts 1542. K.s indledende kongebrev redegør for dens tilblivelse og formål. Der sondres skarpt mellem Jesu Kristi uforanderlige ordinans (ordets forkyndelse, sakramenternes forvaltning, børnenes kristelige oplæring, underhold til kirkens og skolens tjenere og fattigfolk) og kongens, der skal tjene hin og hvori et og andet vel kan ændres uden Guds fortørnelse. Dernæst følger de 6 hovedstykker: Om læren, Om ceremonierne, der i 16 1i 321 KIRKEORDINANSEN 1607 underafsnit behandler gudstjenesten, de kirkelige handlinger, præstevalg etc., Om skolerne, Om præsternes og de fattiges underhold, Om superintendenter og provster, Om bøger, som landsbypræsterne nødvendigvis må have. Hertil føjes 8 tillæg (bl. a. om bispevielse) samt Bugenhagens gudstjenesteordning for kanniker og klosterfolk. Ved udarbejdelsen af k. er bl. a. benyttet Bugenhagens kirkeordninger for Brunsvig, Hamburg og Lybeck, Luthers »Formula missæ», Melanchthons »Unterricht der Visitatoren» og Haderslevordinansen af 1528. K.s kristendomstype er den melanchthonske lutherdom. Litt.: Den lat. k. er optrykt af E. Feddersen, Die lateinische Kirchenordnung König Christians III von 1537 (i Schr. d. Vereins f. schleswig-holstein. Kirchengesch. R. 1 H. 18, Kiel 1934). Den »rette» k. er optrykt i H. F. Rørdam, Danske kirkelove 1 (Khvn 1883); overs. til nutidsdansk i Max. W. Olsen, Den danske kirkeordinants af 1539 (Khvn 1936); Palladius’ oversættelse af 1539 i P. Palladius’ Danske skrifter, udg. af Lis Jacobsen, 1 (Khvn 1911—12). Den slesvig.-hol. k. er optrykt af E. Michelsen, Die schleswig-holsteinische Kirchenordnung von 1542 (i Schr. d. Vereins f. schleswig-holstein. Kirchengesch. R. 1, H. 10,Kiel 1920). — C. 7T. Engelstoft, Kirke-Ordinantsens historie (i Kirkehist. saml. R. 2, Bd 2, Khvn 1860— 62); E. Michelsen, Die schleswig-holsteinische Kirchenordnung von 1542 (i Schr. d. Vereins f. schleswig-holstein. Kirchengesch. R. 1, H. 5, Kiel 1909); Lis Jacobsen (i Palladius’ Danske skrifter 1, s. 119—40, Khvn 1911—12); J. Schnell, Die dänische Kirchenordnung von 1542 und der Einfluss von Wittenberg (diss. Göttingen, Breslau 1926); J. Oskar Andersen, Da den danske kirke skulde ordnes »evangelisk» (i Dansk kirkeliv, udg. af J. Nordentoft, Khvn 1933); dens., Den danske kirke og den lutherske arv (ibid 1938). N.K. A. KIRKEORDINANSEN 1607. (Den norske k.). Norges navn stod på tittelbladet av Kirkeordinansen 1539*, men i et lite avsnitt »Om Norige» sies det at det der i mange stykker må holdes en annen ordinans. De nye superintendenter skulle avgjøre hva som skulle være gyldig i Norge, inntil kongen selv snart kom for etter deres råd å treffe bestemmelse. Christian III kom aldri til Norge, men ved prinsehyllingen 1548 ble det gitt løfte om at 322