MISJONSFELTER OG -KIRKER les de mindre profeter i modsætning til de tre forudgående profeter Jesaja*, Jeremia* og Ezekiel*, der kaldes »de store» på grund af det større omfang af de bøger, som går under deres navn. Med navnet er altså ikke tilsigtet nogen kvalitativ forskel på profeterne. Navnet er iøvrigt først opstået på latinsk grund (hos Augustin og i Vulgata). I den jødiske tradition går de derimod under navnet »de tolv». Denne betegnelse optræder første gang i Sir. 49: 12 (også i den hebraiske tekst), hvoraf det fremgår, at disse skrifter har været betragtet som een bog, hvilket i omfang også svarer nogenlunde til hver af de tre »store». På græsk har vi ligesom på hebraisk betegnelsen »de tolv» eller »tolvprofetbogen». I den hebraiske bibel er rækkefølgen Hosea, Joel, Amos, Obadja, Jona, Mika, Nahum, Habakkuk, Sefanja, Haggaj, Sakaria, Maleaki, i Septuaginta derimod Hosea, Amos, Mika, Joel, Obadja, Jona o.s.v. som i den hebraiske bibel. I begge de to kanonsamlinger kan historiske grunde have influeret på rækkefølgen, idet profeter som Hosea, Amos og Mika tilhører sidste halvdel af det 8. årh., mens Haggaj, Sakaria og Maleaki er eftereksilske. Men desuden kan Septuaginta — i hvert fald for de førstes vedkommende — have taget hensyn til omfanget af skrifterne, mens den hebraiske bibel måske har tilsigtet en ren kronologisk rækkefølge. Når Septuaginta desuden anbringer de mindre profeter foran Jesaja, må det vistnok skyldes den kendsgerning, at de første af de tolv er ældre end Jesaja. Af det ovennævnte sted i Siraks bog kan vi se, at de mindre profeter på hans tid (ca. 180 f. Kr.) har udgjort en enhed. Højst troligt går denne enhed betydeligt længere tilbage. Under alle omstændigheder mäå overleveringsforholdene for hver af de tolv skrifter inden for samlingen principielt betragtes på samme måde som for de øvrige gammeltestamentlige skrifter. De mindre profeter spænder over et tidsrum af mindst 300 år, og profeterne hører hjemme dels i nordriget, dels i sydriget. Se videre under hver af de enkelte profeter. Litt.: Foruden til den under hver af de mindre profeter anførte litteratur henvises til R. Æ. 1051 Wolfe, The editing of the Book of the Twelve (i Zeitschrift f. die alttest. Wissenschaft, 1935, s. 90—129); A. Weiser—K. Elliger, Das Buch der zwölf kleinen Propheten 1—2 (Das A. T. deutsch, hrsg. v. V. Herntrich—A. Weiser, 24—25, Göttingen 1949 f.); J. Coppens, Les douze petits prophètes (Bréviaire du prophétisme, Louvain 1950). E.H. MISJONSFELTER OG -KIRKER. Romerskkatolsk verdensmisjon har i det siste kvartsekel i høy grad vært preget av vekst og ekspansjon. I årene mellom 1926 (da Pius XI sendte ut sin store misjonsensyklika »Rerum ecclesiae») og 1951 (da Pius XII.s likeså betydningsfulle ensyklika »Evangelii Praecones» kom ut) steg tallet på misjonsområder fra 400 til 600, på katolske kristna fra 15 mill. til 28 mill. og på prester (utenlandske og innfødte) fra 14.800 til 26.800. Hele 88 misjonsområder ble omgjort til bispedømmer under innfødte biskoper (og erkebiskoper). Av disse kommer 36 på China, 17 på India og 16 på Japan. Organiseringen av kirken tok i det hele et mektig oppsving. Før 1926 fantes det bare fem kirkeprovinser: India, Japan, China, Syd-Afrika og Indo-China. Siden 1926 har også disse områdene fått rang av provinser: Belgisk Kongo, Britisk Afrika, Indonesia, Fransk Afrika, Korea og Pakistan. Siden 1946 er det kirkelige hierarki blitt ytterligere utbygget i China, India, Indonesia, Vest-Afrika og Syd-Afrika. Den siste provins teller nå 4 erkebiskoper og 17 biskoper. Også for evangelisk verdensmisjon har de siste par desennier vært en vekstens og ekspansjonens tid, ja (om vi skal tro statistikken) i enda høyere grad enn for den katolske. I 1925 fantes det på protestantiske misjonsfelter vel 8 mill. kristne, i 1949 nesten 27 mill. Også her har arbeidet stått i kirkeorganiseringens tegn. Selvstendige og stedegne kirker er vokset fram. Av disse er noen kommet i stand gjennom sammenslutning av flere kirker, som f.eks. Sør-Indias Kirke (900.000 medlemmer) eller Kristi Kirke i Japan (120.000 medlemmer). Men de fleste er konfesjonelle kirker. Enkelte av disse har et betydelig antall kristne. Batakkirken (luthersk) pă Sumatra har 1052