P PAGT, PAKT, se Förbund. PALÆSTINA. Navn. P. er et af de mange navne, hvormed det af det gamle Israel beboede land har været benævnt i tidernes løb. Navnet er en forkortelse af Xvpta IlaXatotivy d. v. s. det filistæiske Syrien. Det er den græske betegnelse for den sydlige del af provinsen Syrien. Da kystsletten var bedst kendt af grækerne, gav de hele landet navn efter den gamle filistæiske del deraf. Romerne overtog navnet under formen Palæstina. Længe før de israelitiske stammers indvandring i landet møder vi i babylonske-assyriske kilder navnet Amurru og i ægyptiske navnet Retenu. I G. T. forekommer hyppigt betegnelsen »Kanaans land», men også »lIsraels land» bruges her. Nyere fund har vist, at Kanaan er det samme som akkadisk kinahhu: purpur, d. v. s. landet har navn efter purpurfabrikationen ved kysten. Topografi. P.s grænser har ikke været konstante gennem historien. I 1. Kong. 4:25 sammenfattes Judas og Israels udstrækning fra nord til syd i udtrykket »fra Dan til Beersjeba»; det vil svare til en naturlig nordgrænse syd for bjergkæderne Antilibanon og Libanon og langs med Litanifloden på dens sidste stykke ud mod Middelhavet. Også sydgrænsen følger naturligt en sænkning fra middelhavskysten syd for Gaza mod sydøst til Beersjeba og videre til den sydlige ende af Det døde Hav. Mod vest er Middelhavet den naturlige grænse, og mod øst kunne Jordanfloden og Det døde Hav også være det; men i P.s historie har der altid været en forbindelse mellem befolkningen i vest- og østjordanlandet så langt som ud til randen af den syrisk-arabiske ørken. Både øst- og sydgrænsen er stadig 1 skiftende og afhængig af det område, der til enhver tid er opdyrket. I oldtiden har vandingssystemet i sydlandet (hebr. nægœæb) været langt bedre end i den arabiske tid og derfor også givet flere mennesker mulighed for livsunderhold. Vestjordanlandet alene har et areal af ca. 16.000 km”; regnes østjordanlandet med, bliver tallet ca. 27.000 km”. P.s kyst er lige og flad uden naturlige havne andre steder end på nordøstsiden af Karmelbjergknuden, der skyder sig ud i havet; her ligger den moderne havn Haifa. Bag klitrækken langs med kystlinien ligger en frugtbar slette, der mod øst går over i bakkelandet og bjerglandet, som navnlig i den sydlige del af landet er meget goldt (den judæiske ørken). Mens stigningen vest for vandskellet gennemgående er jævn, er der et brat fald ned mod jordansænkningen (f. eks. fra Jerusalem, der ligger ca. 800 m over havet, til Det døde Hav, hvis vandspejl er ca. 400 m under havoverfladen). Øst for Jordan er stigningen igen stejl til et højplateau, som gennemskæres af forskellige floder med udmunding i Jordan og Det døde Hav. Også vestjordanlandet er gennemskåret af flere tværdale i vest—østlig retning. Den betydeligste er den overordentlig frugtbare Jisreelslette, som afvandes af Kisonbækken, hvis udløb er lidt nord for Karmel. Skønt Jordan er P.s længste og vandrigeste flod, spiller den ingen rolle som samfærdselsåre. Dertil er strømmen for rivende på grund af det stærke fald i jordansænkningen. Ved Hulesøen er Jordan efter sit udspring på Hermon nået ned i højde med havoverfladen; men Gennesaretsøens vandspejl ligger 208 m herunder og Det døde Havs næsten 200 m lavere endnu. 2