PALÆSTINA Judæas ørken. (Foto: Riwkin.) Klima m. m. Disse store højdeforskelle influerer også på P.s klima. Gennemgäende er det et subtropisk med en regntid om vinteren og tørtid om sommeren; men bjerglandets temperatur er noget lavere end kystlandets og Jordandalens til gengæld tropisk. Med de klimatiske forhold varierer også P.s flora og fauna. For kulturlivet er det største problem vandforsyningen. Da de stedserindende vandløb er få, er det aldeles afgørende, om noget af den regn, der falder i regntiden, kan opbevares i cisterner til brug i tørtiden. De vigtigste kornsorter, som man tidligt har dyrket i P., er hvede og byg; de modnes allerede i vore forårsmäåneder. Af frugter fra bibelsk tid bør fremhæves oliven, vindruer og figener (i nutiden dyrkes også bananer og appelsiner). Ved indvandringen i P. lærte Israel af kanaanæerne brugen af oksen; fra deres nomadetid kendte de kun får, geder og æsler. Hesten lærte de også at bruge i deres krige. Kameler har næppe været brugt i P. som ride- og lastdyr før tidligst ca. 1200 f. Kr. P.s historie er på iøjnefaldende måde nøje forbundet med dets geografiske beliggen- 3 hed. Det udgør så at sige den smalle bro mellem de to verdensdele Afrika og Asien. Fra Ægypten gik den internationale hovedvej langs med Middelhavets kyst gennem P. til Syrien og videre nordpå til rigerne i Lilleasien eller østpå til rigerne ved Eufrat og Tigris eller endnu fjernere egne. Når man kom fra Ægypten, kunne man også bøje af ind i landet ved Karmel, passere Gennesaret sø og følge vejen op til Damaskus, hvor hovedvejen fra Arabien gennem østjordanlandet stødte til. Ad disse veje passerede ikke blot den fredelige samfærdsel og handelskaravanerne til gensidig fremme af kulturen, men også de rivaliserende rigers hære. Utallige kampe er derfor blevet udkæmpet i P. lige op til vore dage. Den ældste beboelse i P. er ifl. arkæologernes beregninger mindst 100.000 år gammel. I nærheden af Karmel har man fundet skeletter af Neanderthal-typen; disse tidlige beboere har kun efterladt sig yderst primitive stenredskaber. I den såkaldte mellemste stenalder har der mellem 8000 og 6000 f. Kr. boet mennesker, som delvis var agerdyrkere at dømme efter fundet af adskillige flintesegle (den natufiske kultur). I den senere stenalder (6000—4500 f.Kr.) lærte menneskene at fabrikere lervarer og begyndte at bo i småbyer. I den kalko-litiske tidsalder (4500—3000 f. Kr.) lærte man — foruden at bruge kobber til erstatning for sten eller sideordnet hermed (deraf navnet) — at anvende kunstig vanding. Allerede omkring midten af den tidlige bronzealder (ca. 3000—2000 f. Kr.) har befolkningen i P. og det sydlige Fønikien vistnok hovedsageligt været kanaanæisk både hvad race og sprog angår. Foruden dem synes der at have været andre semitter (amoritterne), hvoraf rester har holdt sig længe, og desuden forskellige indo-europæiske folk; men fra midten af 3. årtusinde f.Kr. er semitterne de dominerende. Semitterne er sikkert dengang som senere kommet i bølger fra det indre af den arabiske halvø, hvorfra de har søgt ud til »the fertile crescent» ved ørkenranden. I begyndelsen af det andet årtusinde f. Kr. har P. været politisk afhængigt af Ægypten. Dette forhold ændre- 4