- Project Runeberg -  Nordisk teologisk uppslagsbok för kyrka och skola / 3. P - Ö. Register /
19-20

(1952-1957)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paradis - Paramenter

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

PARAMENTER Se også Eskatologi, Skapelsen, Urhistorien. Litt.: Fr. Delitzsch, Wo lag das Paradies? (Leipzig 1881); A. Bertholet, Die Gefilde der Seligen (Tübingen—Leipzig 1903); H. Gunkel, Das Märchen im Alten Testament (Tübingen 1917; se registret under Paradies); H. L. Strack—P. Billerbeck, Kommentar z. N. T. aus Talmud u. Midrasch 4 (München 1928, s. 1118—65); Th. C. Vriezen, Onderzoek naar de paradijsvoorstelling bij de oude Semietische volken (Wageningen 1937). E.H. PARAMENTER (af lat. parare, tilberede), betegnelsen for de af stof tilvirkede genstande, der bruges ved den liturgiske gudstjeneste. Fra kirkens første århundreder kendes ingen særlige klædningsstykker for den fungerende gejstlighed. Man brugte den i den græskromerske verden almindelige klædedragt. Efterhånden som denne i tidens løb skiftede og kristendommen udbredtes til lande med anden klædedragt, holdt kirken fast ved disse antikke klæder; de ændredes kun lidt efter tidens smag, eller når de mistede deres oprindelige funktion og derved blev mere eller mindre rudimentære. I løbet af middelalderen fremkom en temmelig fast praksis med hensyn til mess eklæderne og deres brug, og de fik en plads svarende til præstedragten i den gamle pagt (med hvilken de historisk ingen forbindelse havde); de skulle indvies før brug og var nødvendige for den rette gudstjeneste. Fra bønner ved ordination og iklædning kendes den symbolske betydning, man tillagde dem. De klædningsstykker, som brugtes ved messen, taget i den rækkefølge, hvori præsten iklædtes dem, er: amictus (hovedlin, halslin), alba (messeskjorte), cingulum (bælte), manipulus (handlin), stola og casula (messehagel), hvortil kommer d a lmatika for diakonen og tunicella for subdiakonen. Ved tidesangen brugtes superpelliceumellerrochetum og pluviale (korkåbe), og ved kirkelige handlinger superpelliceum og stola. Hvor reformationen indførtes, ændredes synet på brugen af messeklæder. Ud fra en spiritualistisk præget tankegang afstod man 19 nogle steder helt fra at bruge dem, og denne indstilling har under forskellige former gjort sig gældende til vor tid, så at det ikke har været eller er sjældent, at præsten holder nadver uden brug af dem. Men påberåbende sig den evangeliske frihed holdt såvel kirkeordningerne som menighederne i almindelighed fast ved de fleste af dem, hovedsagelig kun ved nadver (og dåb), for at det kunne gå sømmeligt til i menigheden; men man lod dem ikke indvi og tillagde dem ikke karakter af hellighed. I brug i den evangeliske kirke i dag er de ved form, farve og symbolik med til at udtrykke gudstjenestens bodsstemning eller festglæde, og sammen med præstedragten understreger de, at præsten her ikke taler eller handler som privat person, men i kraft af det ham betroede embede. I de nordiske lande er udviklingen efter reformationen forløbet temmelig ensartet, dog således at Danmark-Norge-Island og Sverige-Finland afviger lidt fra hinanden. De messeklæder, der har holdt sig i brug i disse lande, er: 1) Halslin el. hovedlin, der stammer fra et profant klædningsstykke til beskyttelse mod sved eller kulde. Det er en 1øs eller en på albaen faslsyet krave af hvidt linned, evt. med besætninger (kors). Det bruges i Sverige og Finland og kan ikke bruges i Danmark, Norge og Island på grund af præstekraven. Dets symbolik er samling, indesluttethed, sparsomhed i tale, frelsens hjelm (Ef. 6:17). — 2) Messeskjorte. Albaen har sin oprindelse i oldtidens undertunika; den har snævre ærmer, når til fødderne og kan være forsynet med kulørte besætninger forneden for og bag, omkring halsen og ved håndleddene. Det af albaen afledede superpelliceum (d.v.s. over pelsklæderne), også kaldet røkkelin, har derimod vide ærmer (forekommer også i ældre tid uden ærmer med ærmegab), er kortere end albaen og uden besætninger, evt. med kniplinger. Begge er af hvidt linned. Ved messen bruges i Sverige og Finland alba, i Danmark, Norge og Island superp. Symbolik: renhed, de døbtes og de sejrendes festklædning (Åb. 3:4—5). — 3) Bælte hører kun til albaen og tjener til at samle denne om livet og holde den oppe i en passende højde. Det kan være 20

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 3 01:43:01 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ntu/3/0016.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free