Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- Paradis
- Paramenter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread.
/ Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PARAMENTER
Se også Eskatologi, Skapelsen, Urhistorien.
Litt.: Fr. Delitzsch, Wo lag das Paradies?
(Leipzig 1881); A. Bertholet, Die Gefilde der Seligen
(Tübingen—Leipzig 1903); H. Gunkel, Das
Märchen im Alten Testament (Tübingen 1917; se
registret under Paradies); H. L. Strack—P.
Billerbeck, Kommentar z. N. T. aus Talmud u.
Midrasch 4 (München 1928, s. 1118—65); Th. C.
Vriezen, Onderzoek naar de paradijsvoorstelling
bij de oude Semietische volken (Wageningen
1937). E.H.
PARAMENTER (af lat. parare, tilberede),
betegnelsen for de af stof tilvirkede
genstande, der bruges ved den liturgiske
gudstjeneste.
Fra kirkens første århundreder kendes ingen
særlige klædningsstykker for den
fungerende gejstlighed. Man brugte den i den
græskromerske verden almindelige klædedragt.
Efterhånden som denne i tidens løb skiftede
og kristendommen udbredtes til lande med
anden klædedragt, holdt kirken fast ved
disse antikke klæder; de ændredes kun lidt
efter tidens smag, eller når de mistede deres
oprindelige funktion og derved blev mere
eller mindre rudimentære.
I løbet af middelalderen fremkom en
temmelig fast praksis med hensyn til mess
eklæderne og deres brug, og de fik en
plads svarende til præstedragten i den gamle
pagt (med hvilken de historisk ingen
forbindelse havde); de skulle indvies før brug
og var nødvendige for den rette gudstjeneste.
Fra bønner ved ordination og iklædning
kendes den symbolske betydning, man
tillagde dem.
De klædningsstykker, som brugtes ved
messen, taget i den rækkefølge, hvori
præsten iklædtes dem, er: amictus (hovedlin,
halslin), alba (messeskjorte), cingulum
(bælte), manipulus (handlin), stola og
casula (messehagel), hvortil kommer d a
lmatika for diakonen og tunicella for
subdiakonen. Ved tidesangen brugtes
superpelliceumellerrochetum og
pluviale (korkåbe), og ved kirkelige
handlinger superpelliceum og stola.
Hvor reformationen indførtes, ændredes
synet på brugen af messeklæder. Ud fra en
spiritualistisk præget tankegang afstod man
19
nogle steder helt fra at bruge dem, og denne
indstilling har under forskellige former
gjort sig gældende til vor tid, så at det ikke
har været eller er sjældent, at præsten holder
nadver uden brug af dem. Men påberåbende
sig den evangeliske frihed holdt såvel
kirkeordningerne som menighederne i
almindelighed fast ved de fleste af dem,
hovedsagelig kun ved nadver (og dåb), for at det
kunne gå sømmeligt til i menigheden; men man
lod dem ikke indvi og tillagde dem ikke
karakter af hellighed. I brug i den evangeliske
kirke i dag er de ved form, farve og
symbolik med til at udtrykke gudstjenestens
bodsstemning eller festglæde, og sammen med
præstedragten understreger de, at præsten
her ikke taler eller handler som privat
person, men i kraft af det ham betroede embede.
I de nordiske lande er udviklingen efter
reformationen forløbet temmelig ensartet, dog
således at Danmark-Norge-Island og
Sverige-Finland afviger lidt fra hinanden. De
messeklæder, der har holdt sig i brug i disse
lande, er: 1) Halslin el. hovedlin, der
stammer fra et profant klædningsstykke til
beskyttelse mod sved eller kulde. Det er en
1øs eller en på albaen faslsyet krave af hvidt
linned, evt. med besætninger (kors). Det
bruges i Sverige og Finland og kan ikke
bruges i Danmark, Norge og Island på grund
af præstekraven. Dets symbolik er samling,
indesluttethed, sparsomhed i tale, frelsens
hjelm (Ef. 6:17). — 2) Messeskjorte.
Albaen har sin oprindelse i oldtidens
undertunika; den har snævre ærmer, når til
fødderne og kan være forsynet med kulørte
besætninger forneden for og bag, omkring
halsen og ved håndleddene. Det af albaen
afledede superpelliceum (d.v.s. over
pelsklæderne), også kaldet røkkelin, har derimod vide
ærmer (forekommer også i ældre tid uden
ærmer med ærmegab), er kortere end albaen
og uden besætninger, evt. med kniplinger.
Begge er af hvidt linned. Ved messen
bruges i Sverige og Finland alba, i Danmark,
Norge og Island superp. Symbolik: renhed,
de døbtes og de sejrendes festklædning (Åb.
3:4—5). — 3) Bælte hører kun til albaen
og tjener til at samle denne om livet og holde
den oppe i en passende højde. Det kan være
20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Wed Dec 3 01:43:01 2025
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/ntu/3/0016.html