sølv-, bronze- og jernalderen. I den første levede menneskene et sorgløst liv som guder uden at rammes af ulykker eller død. Siden er der sket en stadig tilbagegang, og i digterens egen tid, jernalderen, har uretfærdigheden og ulykken vist sig i al deres hårdhed. Tanken om døden som afslutningen på det jordiske liv er næsten enerådende i den ældre græske religion. Efter døden går sjælene til Hades, hvor de lever en skyggetilværelse. En undtagelse hertil danner Homers forestillinger om »den elysiske slette», eller »de saliges øer», hvortil guderne kan henrykke deres særlige yndlinge, for at de dér kan føre et liv i idel lyksalighed. — I den nordiske religion samles de faldne kæmper i valhal; her kan de stadig hver dag kæmpe videre og om aftenen live op til overdådige gilder, hvor valkyrierne går dem til hånde. — I Islam er p. en belønning til de troende for deres udholdenhed og fromhed, ganske særligt for dem, der falder i kampen for Allahs sag. De hviler på bløde hynder under skyggefulde træer, nyder frugter og vin, som ikke beruser og ikke giver hovedpine, og de opvartes af skønne, mørkøjede jomfruer. Bibelsk. Selvom den gammeltestamentlige beretning i 1. Mos. 2—3 har stærk lighed med den ovenanførte myte fra Iran, er den nærmere udformning i hvert fald sket på en selvstændig og med den jahvistiske religion forenelig måde. Gud havde skabt mennesket Adam, senere også hans hustru Eva, og anbragt dem i en have, som Adam skulle dyrke og vogte. Gud færdedes selv daglig i haven, når dagen var sval, og omgikkes de to mennesker. Før kvinden blev skabt, havde Gud gjort et mislykket forsøg på at råde bod på menneskets ensomhed ved at skabe dyrene. Man tør vel heraf og af menneskets opgave i haven slutte, at fortælleren ikke regner med, at mennesket oprindelig i Edens Have havde brugt dyrene til føde. En sådan tanke om en oprindelig fredstilstand både mellem mennesker og dyr og dyrene indbyrdes er i al fald forudsat i den første skabelsesberetning i kap. 1. I fortællingen kap. 2—3 får mennesket lov til at spise frit af alle havens træer, kun af kundskabens 17 PARADIS træ på godt og ondt må mennesket ikke spise, og det indskærpes mennesket, at den dag, han spiser deraf, skal han visselig dø. Men slangen ægger kvinden til overtrædelse af forbudet, og hun giver også sin mand at spise af frugten. Gud opdager imidlertid hurtigt menneskenes synd og uddriver dem af haven, hvorefter deres tilværelse skal være et møjsommeligt slid med at dyrke jorden, indtil de vender tilbage til jorden; og Gud satte vagt ved havens indgang for at hindre menneskene adgang dertil. — I navnet Eden hører fortælleren betydningen »liflighed» (ordet kommer dog snarere af akkadisk edinnu, »slette», »steppe», således at forstå, at haven er en oase i denne), og han nævner tillige fire floder, som omgiver haven. De to af dem er Eufrat og Tigris; de to andre er omstridte, og meget tyder på, at hans geografiske kundskaber har været i den grad’ mangelfulde, at man ikke skal gøre sig anstrengelser for at finde ud af, hvor haven skal tænkes liggende. Blot så . meget synes at stå fast, at haven ligger »mod øst» (jfr. 2:8). Allusioner til denne frugtbare have findes spredt rundt i G.T. (1. Mos. 13:10. Jes. 51:3; Ez. 28:13 ff., 31: 8—9, 16, 18, 36:35; Joel 2:3). Profeterne udtaler flere steder håbet om, at den oprindelige fredstilstand igen skal vende tilbage i herlighedstiden (se Jes. 11:6 ff., jfr. 65: 25; Hos. 2: 18; Mik. 4:3 f.). Dette håb har sikkert stået i skærende modsætning til forholdene på den tid, da profetierne er udtalt. I senjødedommen forekommer forestillinger om en have, hvor de udvalgte og retfærdige bor (f.eks. 1. Hen. 60:8, 61: 12). Jesu ord på korset til den ene af røverne (»I dag skal du være med mig i p.», Luk. 23:43) ligger på linie med disse forestillinger og forudsætter p. som noget hinsidigt. Også Pauli skildring af sin henrykkelse i 2. Kor. 12:2 ff. forudsætter, at p. eksisterer i det hinsidige, men normalt ikke er tilgængeligt for de ikke afdøde mennesker. Åb. 2: 7 og 22:1—5 anvender p. som udtryk for herlighedstilstanden på den ny jord, og det beskrives på en måde, der tydeligt peger hen på, at det er en videreførelse af G. T.s skildring af Edens Have. 18