der Katholizismus» (Düsseldorf 1924, 12. opl. 1953) en overordentligt udbredt, af Newman påvirket apologi for romersk katolicisme. Betegnende for den nye teologis »resourcement», d.v.s. dens tilbagevenden til kilderne: bibelen og den ældste tradition, er dens forhold til patristikken. Jesuitterne H. de Lubac og J. Daniélou udgiver sammen »Sources chrétiennes», en række af de vigtigste kirkefædreskrifter i oversættelse og med fortrinlig kommentar; en ny samlet tekstkritisk udgave af kirkefædrene, »C orpus christianorum, series latina» (Tornhout 1953 f.) er påbegyndt. På et område som f.eks. Apostolicumsfors kningen, der indtil for nylig hovedsageligt varetoges af protestantiske forskere, griber nu katolske forskere energisk ind (se J. de Ghellinck »Patristique et moyen âge I: Les recherches sur les origines du symbole des apôtres», Paris 1949). Samtidig med denne »resourcement» er der sket en bemærkelsesværdig proces indefra, idet interessen er forskudt fra den middelalderlige skolastik med dens filosofiske, metafysiske begrebsverden til en mere historisk konkret, bibelsk, patristisk udtryksmåde. Parallelt med O. Cullmanns »Christus und die Zeit» (Zürich 1946) fremstår en bibelsk frelses- og åbenbaringshistorisk teologi med mænd som Lubac, Daniélou og Bouyer som førere. Hele denne »nye» betragtningsmäåde førte til en livlig strid, der gav ekko helt ind i »Humani generis». Fra mere traditioħel skolastisk side hævdedes det, at den nye teologi lagde for liden vægt på dogmernes metafysiske uforanderlighed og på den skolastiske filosofi som begrebsmæssig middel til deres udtryksform, mens dogmernes historiske betingethed og »relativitet» overbetonedes. Denne negligering af skolastikken, ja — hævder »Humani generis» — stundom også af den ufejlbare læremyndigheds betydning går paven kraftigt og advarende imod. Et andet ejendommeligt træk i nyere romersk katolsk teologi og igen navnlig i Frankrig og ejendommeligt nok delvis repræsenteret af de samme mænd er dens 381 DEN ROMERSK KATOLSKE KIRKE åbenhed imod verden af i dag, dens problemer og tankesæt. Navnlig inden for jesuitterne og dominikanerne og deres respektive studiehuse i Fourvière og Le Saulchoir trives disse tanker. Vi stilles over for begrebet »i nkarnationsteologi», d.v.s. en tænkning, der vil gøre radikalt alvor af, at Kristus antog hele den menneskelige natur, og at derfor kirken i dag som Kristi legeme må gå ud i alle menneskelivets problemer. Det er denne teologi, der er baggrunden for arbejderpræstenes radikalt forståede »kristne realisme» og for den såkaldte »lægmandsteologi», d.v.s. for forsøget på teologisk at gennemtænke lægfolkets betydning i kirken i samarbejde med, men også i selvstændighed over for gejstligheden. Her må ganske særlig dominikaneren Y. M.-J. Congar nævnes, navnlig hans bog »Jalons pour une théologie du laïcat» (Paris 1953). Det er klart, at der her røres ved brændbart stof og problemer, der hænger sammen med katolsk aktion og med forsøgene på en politisk og social fornyelse. Romersk katolske forskere tager i disse år også sociologien op som deres felt og bliver derved tvunget til at gennemtænke mange af dagliglivets problemer på en ny måde, såsom milieuets betydning for opdragelsen, arbejdets, ægteskabets og seksuallivets problemer; den nye psykologi og eksistentialismen banker på og finder lydhøre forskere. Alt dette sker naturligvis under hierarkiets årvågne overtilsyn, og uden vanskeligheder går det ikke af, fordi »integrismen», der igen ofte synes at have støtle i kirkens officielle stillingtagen, betragter dette nye med ikke ringe mistænksomhed. I tidsskrifter som »Ésprit» (1932 ff.), i hvis redaktion ingen teolog figurerer, og »Dieu Vivant» (1945— 55), et frit forum, hvori også ikke-katolikker skriver, kommer flere af disse tanker til udtrykk, ofte i tydelig brydning med hinanden. R.s teologi i dag frembyder et yderst broget skue. Som den tilsyneladende urokkelige klippe står de dogmatiske læresætninger og kirkens ufejlbare læreembede, hvori også de pavelige rundskrivelser har del, men som en levende bevægelse af flod og ebbe bevæger teologien sig frem og tilbage omkring klip- 382