Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 1. 1ste januar - Stemmeret for kvinder (af Anna Rogstad)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
da stryges. — Det er forresten i en forstand sandt det, at kvinder
ikke kan være med paa krig. Men hvorfor ikke? Fordi kvinderne
vil fred. Det er netop en af kvindesagens lielligste opgaver at lede
samfundet i retning af fred, at bringe det til rnere og mere at opgive
det brutale. Fredssagen staar paa kvindernes program. Hvad verne
pligt forøvrigt angaar, ved vi, at en mor fuldt ud tjener sin verne
pligt hver gang, hun skjænker et barn livet. Og blandt de ugifte
kvinder tjener mange, som bekjendt, sin vernepligt paa hospitalerne
og paa slagmarkerne, ligesom det vel ikke er den mindste og letteste
vernepligt i krigens tid at blive tilbage hos de vergeløse og hjælpe
løse gamle og hos børnene. Disses nærmeste vern er da kvinderne.
For at faa tabet af tid, denne byrde, som vaabenøvelserne paa
føre de vernepligtige mænd, ogsaa tilfredsstillende overført paa de
øvrige medlemmer af samfundet, kvinderne og de mænd, som ikke
gjør vaabentjeneste, har man som bekjendt den tilflugt at paalægge
disse den saakaldte verneskat. Tab af tid er jo som regel lig med
tab af penge.
Endelig vil jeg pege paa den store sag, vor største kanske, sæ
deligbedssagen, og — det økonomiske spørgsmaal. Det nytter lidet
for det store samfunds vedkommende at raabe paa sædelighed eller
at skrive og debattere om, hvad sædelighed er. Dette kan være bra’
nok for den enkelte, for den, som kan følge med i den store kultur
bevægelse, og som seiv har opladt øie og øre. Vil vi derimod
udrette noget udover i det store samfund,- maa vi først og fremst,
mener jeg, søge at reise og støtte vore stakkars søstre rent ud mate
rielt. Det gjælder at hjælpe de arbeidende kvinder til at faa sit ar
beide betalt, saa de kan leve sit liv ærligt og sædeligt. Misforstaa
mig ikke. Jeg taler her om den store masse. Sædelighedsfølelsen
maa oparbeides indenfra, det er sandt. Men dette gjælder ikke saa
bogstavelig for den store masse, som raaber paa brødl Deres legem
lige hunger maa først og fremst tilfredsstilles, skal man faa den ro
tilveiebragt, som er nødvendig for at kunne med nogen frugt tage fat
indenfra. For den store masses vedkommende maa derfor sædelig
bedsspørgsmaalet og det økonomiske spørgsmaal blive at løse samtidig.
Saa længe kvinder maa arbeide for halvparten, for tredieparten af
den normale løn, saa længe bliver arbeidet dem en forbandelse og
letsindigheden en tilflugt. Saa længe en mands pung kan kjøbe sultne
kvinder — som det er sagt blandt os engang før —, saa længe staar
vi omtrent hjælpeløse overfor usædelighedens forfærdelige herjninger i
vort samfund. — Sædelighedssagen er ikke mere en kvindesag end en
mandssag, det er i én forstand sandt. Men idet kvindernes fattigdom
er et af usædelighedens værste arnesteder, er botemidlet først og
fremst økonomisk uafhængighed for kvinder, og den bliver det nok en
9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
