Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 2. 15de januar - Fruen fra havet (af G. K.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
anden, den sorte, den dæmoniske kommer ikke op. Tusene af le
gender helt fra Indiens Sakuntala til Englands David Gopperfield skin
ner af denne sandhed som den høieste menneskene har levet sig til."
Helt til Norges „Fruen fra havet" kan vi nok føie til, for det
er af denne sandhed den skinner. Det er en fortælling om den hvide
magi, om det rette lægemiddel og om den gode læge.
Det er doktor Wangel, som i den yderste nød og fare redder
alt. Han finder og vover at brnge det eneste middel, fordi hans sind
er ædelt og fint og hans kjærlighed stærk og lutret. Han er, synes
jeg, bogens skjønneste skikkelse, og beundringsværdig er hans billede
givet. Sublim, men uden spor af helteudstyr, jevn og virkelig og
hverdagslig. Temmelig passiv er han og uden fremfærd til daglig,
lidt glidende ud i forvildelser, slidt som han er af længsel, svag ved
sin ømhed, raadvild under hensynet til dem, som staar ham nær, men
saa tryg og trofast at ty ind til og saa modig og kraftig, da det
gjælder at hengive sig helt og fuldbringe offeret.
At det er hos en mand forfatteren lader os fin.de dette helt ad
lede, det er i sin orden. De er ganske vist sjeldne undtagelser saa
danne mænd, som er saa færdige i sindets udvikling, men en saadan
kvinde kan endnu neppe findes. En slig udvikling bygges blot paa
gammel frihed. Det er ikke de trælbundne, og det er heller ikke de
,,frigjorte“, som naar til det.
Og naar det er en mand, som hengiver sig og forsager af kjær
lighed til en kvinde, saa er man saa tryg för, at det er individet seiv,
som vælger at ofre sig. Kvinders hengivelse og offervillighed for
mænd, det har været indholdet af de tusen legender, og vakre kan de
nok være, mange af dem. Men er først vor tvil blevet vakt, saa kan
vi ikke lade være atter og atter at komme med spørgsmaalet: er det
rigfcig stort det store? — Det skinner altfor meget igjennem, at kvin
den ofrer, fordi det skal saa være —- efterdi hun er kvinde. Og taber
ikke hengivelsen og forsagelsen sin egentlige sjæl o.g sin skjønhed,
naar vi ser den som noget negativt eller som produkt af en fordring
og en opdragelse til lydighed og til resignation?
Hos den blide Wangel føler vi da forøvrigt ogsaa en mandig
hed, som vanskelig lader sig forklare. Man skjønner blot, at digteren
har forstaaet at gribe og fremstille noget af „das ewig mannliche",
som vel, naar det kommer til stykket, er ligesaa vanskeligt at de
finere og opløse i egenskaber, som „das ewig weibliche".
I Lyngstrand har vi saa til modsætning faaet det evindelig
mandfolkagtige i sin latterlige ubevidsthed, egoismen i sin naive ynk
værdighed. Og som om digteren vil foregribe, at man skal tage af
udtalelserne i hans digtning og fortørke til et dogme eller slide præ-
21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
