Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 2. 15de januar - Fruen fra havet (af G. K.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
get af som stikord, lader lian kam gaa og snakke ordene om forvand
ling og vidunder og et trofast og kjærligt ægteskab om til karrikatur.
Det stakkers abeagtige plebejiske artistexemplar med sin vel
gjører og sit knæk og den deilige unge Hilde, som gnistrer af liv og
kraft, det er et par! Det er i det hele kos de tre kvinder, vi finder
det livfulde, det udviklingsdygtige og fremtidsrige.
Men i parret Ellida og Wangel, gjennem det forkold, som kar dig
terens kele sympati, er det vel kan bestemtest peger mod fremtiden.
Mod en fremtid, da kjærligkedens komedie endelig engang skal være
udspillet, da aarene og samlivet ikke skal forsløve og forringe kvinder
og mænd, men kæve og forædle dem. Da det største og skjønneste
ikke er det, som er „langt borte“, men det, som er nær og kjendt.
I „Dukkekjemmet“ der gaar Nora ud i det ukjendte, da det er gaaet
op for hende, at det er „en fremmed mand“, hun kar levet med; hun
maa gaa, for en kvinde, som er klevet vakt til frigjørelse og der
igjennem til kvindelighed, kun__vil oprøres ved at leve sammeu med
en fremmed, og kverken sanserus eller vielse eller de lange aar kan
faa hende til at glemme skammen over, at hendes barns far er en
fremmed mand.
I „Fruen fra havet“, der forlader Ellida ogsaa „den fremmede
mand“, men fra det grænseløse og uopnaaelige kommer hun kjem til
den, kun elsker, fordi kan kan lade „det vidunderligste“ ske. ~Jegkan
det, fordi jeg elsker Dig saa høit,“ siger Wangel, og Ellida siger sagte
og bævende: „saa nær og saa inderligt skulde jeg være kommet ind
til Dig“. Vi forstaar, at ved skjønheden i det møde indvies den
lyseste lykke, og at ingenting kan træde skillende imellem en mand
og en kvinde, som kar lært at kjende hinanden paa den maade,
tilbunds og for alvor, vi er sikre paa, at alt det svigefulde og tro
løse, det sorte og graadige, som verden er fuld af, ikke skal naia at
sætte et stænk paa deres forkold, ligesaa sikre, som om de som
Rebekka og Rosmer havde sluttet sit liv i samme øieblik.
Op imod Europas mange kunstnerpessimister sætter den store
digter her sin tro paa mand og paa kvinde, paa udvikling og lykke,
paa menneskers evne til gjennem frihed at adles til ansvar og offer
villig menneskekjærliglied.
22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
