Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. 15de marts - Mathilde Fibiger (af Thora Storm)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dunkle følelser, kommer af, at cleres tænkning ikke med energi ud
føres i ord“. „Naar jeg talte med almindelige mennesker“, skriver
Klara, „synes jeg nok, jeg kan tænke, men naar jeg læser en bog med
dybe og liøie tanker, da føler jeg, at jeg ikke alene ildce kan tænke,
men at jeg formodentlig aldrig kommer ud af den dunkelhed, hvori
kun halvbevidste tanker og uklare begreber kjæmper.
Ak! mændene har tusinde midler til deres uddannelse, i sine
studier, i fri udvikling af tanker med venner, de seiv kan vælge. Men
vi! blandt vore lige finder vi sjelden nogen, som har interesse for
andet end ingenting, og herrerne agter det sjelden umagen værd, at
spilde lidt af deres visdom i alvorlig samtale med en dame. Alt blir
gjort for at udslette det eiendommelige præg i en ung piges karakter.
nDct synes folk ei om! :‘ heder det. „Man maa ikke stikke af! det er
ukvindeligt at si imod!“ Man vilde ikke finde halv saa meget koket
teri hos vort kjøn, hvis vi fik ro til at udvikle os efter vor naturlige
tilbøielighed. Vi faar aandeligt snørliv paa, før vi endnu kan tænke-
Vor stilling i samfundet er sørgelig, og hvorfor? Hvad ret har mæn
dene til at undertrykke os? thi underkuede er vi, om end lænkerne er for
gyldte! Den stærkeres ret ! Hvoribestaar da deres overmagt? I for
stand staar vi ikke tilbage for dem. Vi overgaar dem i enthusiasme
og kraft til opofrelse. Men der er en feil vi har tilfælles, som hos
os tar en retning, der gir os i deres vold: mændenes forfængelig
hed blir somoftest til egoisme. Vor forfængelighed gaar du paa at
behage andre, og det gjør os afhængige. Den drar vor sjæl fra det
store og splitter vore evner, der forenede Tcunde og sladde ha virket
for et stort maal. Den faar os til at søge udenfor os, hvad enhver
har i sin egen sjcelu . Klara forlader sig paa Gud, som en kjærlig far.
Hun havde jo med fædrelandskjærligheden faaet troen paa Gud. Be
geistret udbryder hun: ~Gud er vor far, Danmark vor mor, alle
mennesker vore brødre !“ Men hun vil ikke som katholikerne „ evig
heder igjennem ligge bedende for Guds trone, men hun vil støtte sig
til Gud for at kjeempe og seire, for at føle tankerne klares, bevidst
heden vcekkes og livskraften ledes til en velsignelsesrig virksomhed i
aandens rige“.
Jeg synes det er noget vemodigt ved denne unge piges nødskrig,
som blir saa lidet forstaaet af hendes egen tid og hendes eget kjøn;
netop de, der bærer paa sygdommen. Og jeg tænker, hvor dog hendes
ord er blevet godkjendt i vor tid, da disse udraab nær sagt er blevne
trivielle! Klara Rafael vakte opsigt, men ikke forstaaelse blandt
massen.
Hendes opfatning af kvindesagen er imidlertid meget uklar. Hun
har slet ikke endnu nogen forstaaelse af, hvilken betydning kvindens
praktiske uddannelse har; men hun er en modstander af den falske
85
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
