Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. 1ste April - Drømme i ørkenen (ved Arne Dybfest)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og jeg sa: „Hvorfor ligger hun der nu?"
Og han svarede: „Jeg tror hun blev bunden aldere tilbage af
styrkens herredømme. Hun bøjde sig ned for at give die til sine
smaa, og da saa han, hendes ryg var bred, og han la nedtrykkelsens
byrde paa den og bandt den fast med den uundgaaelige nødvendig
heds baand. Da saa hun til jorden og himlen og fandt, der var intet
liaab for hende; hun la sig ned paa sandet med sin byrde, som hun
ikke kunde skille sig ved. Siden har hun ligget der. Aldere er kom
met og aldere gaaet, men den uundgaaelige nødvendigheds baand er
aldrig blet løst.
Jeg stirrede ind i hendes øine og saa aarhundreders gyselige
taalmodighed; marken var vaad af hendes taarer, og hendes næsebor
blæste sandet op.
Og jeg sa: „Har hun nogensinde forsøgt at reise sig?"
Og han svarede: ..Undertiden har et lem dirret, men hun er
klog; hun ved, at hun ikke kan reise sig med sin hyrde."
Og jeg sa: „Hvorfor forlader han ikke hende, han, som staar
ved hendes side?"
Han svarede: „Han kan ikke — se!“
Og jeg saa et bredt baand gaa henad jorden fra den ene ende
til den anden, og det bandt de to sammen.
Han sa: „Mens hun ligger der, maa han staa og stirre udover
ørkenen."
„Ved han, hvorfor hun ikke kan komme afsted?"
„Nei.“
Jeg hørte da en ramlende lyd, og jeg saa baandet briste, det
baand, som bandt byrden til hendes ryg. Byrden rullede til jorden,
og jeg spurgte: „Hvad er dette?"
,,Muske1herredømmets tidsalder er død. Nervekraftens alder dræbte
den med den kniv, den holder i sin haand; stille og umærkelig har den
krøh.et op til kvinden, og med denne mekaniske opfindelsernes kniv har
den overskaaret de baand, som bandt byrden til hendes ryg. Den
uundgaaelige nødvendighed er brudt. Hun kan reise paa sig nu."
Og jeg saa, at hun endnu laa ubevægelig paa sandet med øinene
aabne og halsen hævet; hun syntes at speide efter noget i horisonten,
som aldrig korn. Men idet jeg stirrede, bævede hendes legeme og
et glimt lyned i hendes øine som en solstraale brydende ind i et
mørkt rum.
Jeg saa hun løftede sit hoved fra sandet, og jeg saa fordyb
ningen, livori hendes hals havde ligget saa længe; hun stirrede hen
over jorden og saa op mod himlen og saa ham, som stod ved hendes
leie — men han speidede udover ørkenen.
Jég saa hendes legeme skjælve; hun trykte sine knæ mod jorden
104
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
