Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. 1ste April - Drømme i ørkenen (ved Arne Dybfest)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun svarede: „Jeg ser intet foran mig, uden en mørk strid elv
med høie, bratte banker og lier og der dybe skar fulde af sand.“
Og han sa: „End over det?“
Hun svarede: ,.Af og til, naar jeg skygger for øinene, synes jeg
at skimte trær og høie i solglimtet paa den anden side.“
Han sa: „Det er friliedens land."
„Hvorledes kan jeg komme did?"
„Der er én, og kun én vei — nedad arbeidets banker, gjennem
lidelsernes strøm. “
„Er der ingen bro?
»Ingen.“
„Er vandet dybt?“
„Meget dybt.“
„Er bunden glat?"
„Ja, den er. Din fod kan glide naarsomlielt, og du kan gaa
tilgrunde.“
„Har nogen kommet over før?"
„Enkelte har forsøgt.“
„Er der nogen sti, som viser det bodste overgangssted?“
„Nogen saadan findes ikke.“
Hun skyggede med haanden for øinene og sa: „Jeg vil gaa over.“
Og han sa: ,,Tag denne stav og hold den fast. Paa den dag,
den glider ud af din haand, er du fortabt. Stik den ned fremfor dig;
føl din vei, og hvor den ingen bund finder, sæt ei din fod!’1
Og hun sa: ,,Jeg er beredt; lad mig gaa.“
„Stans lidt,“ sa han, „hvad er dette, som du bærer ved brystet?"
Hun taug.
Han sa: „Aabne op og lad mig se.“
Hun aabnede, og ved hendes bryst laa et lidet barn, som
sugede næring; de gule krøller over hans pande laa mod hendes hvide
hud og hans knæ stak sig op mod hende, og han holdt hendes bryst
fast med sine hænder.
Og den gamle mand spurte: „Hvem er han og hvad gjør han
der?
Og hun svarede: „Se hans smaa vinger
Og manden sa: „Sæt ham ned.“
Og hun svarede: „Han sover og han drikker. Jeg vil bære ham
til friliedens land. Han har været et barn i den lange, lange tid, jeg
har baaret ham. I friliedens land vil han voxe og bli en mand. Der
vil vi vandre sammen, og hans store hvide vinger vil skygge over mig.
Han har hvisket til mig et eneste ord i ørkenen — kjærlighed! Jeg
har drømt, at han ogsaa maatte lære at sige venshab i dette land,“
Og den gamle mand sa: „Sæt ham ned!’1
106
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
