Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. 1ste September - Fredsbevægelsen i Europa (af Anna Bugge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ikke blive vrede, om en del af det, jeg nu kan sige, blir en gjen
tagelse af, hvad jeg allerede i disse artikler har sagt. Fredsforenin
gernes direkte maal er altsaa at udrydde al krig. Vel at merke, ikke
at faa nationerne til at ophøre at være uenige, men at faa dem til
at afgjøre sine tvistemaal ad fredelig vej, d. v. s. gjennem lov og dom,
ligesom de enkelte mennesker gjør. Engang var det jo saa, at heller
ikke de enkelte mennesker vidste nogen anden maade at afgjøre ind
byrdes uenighed paa, end at gaa løs paa hinanden med vaaben eller
paa bare næverne. Nn har de enkelte altsaa vænnet sig af med
denne manér; det er kim samfundene, som har beholdt den, og hvad
det altsaa gjælder, er ogsaa at faa dem til det samme punkt. Spørgs
maalet blir da: hvorledes tilvejebringe international lov og dom
istedenfor international næveret. Dom mellem nationerne — det er
det, vi kalder voldgift, og voldgift blev da fredsforeningernes store
ord. Ligesom fredsforeningernes allerførste opgave blev at over
bevise folk om, at krig var en synd og et onde, saa blev det
ogsaa strax deres opgave at søge at overbevise dem om, at dette
onde ikke var et nødvendigt onde, og at henvise dem til vold
giftstanken og oparbejde en opinion for denne. Dette var nu
meget vel; men det allerhøjeste, man ad denne vej kunde tænke sig
opnaaet, var, at opinionen i et eller andet land blev saa stærk, at
den kunde forhindre en aktuel krig og tvinge de styrende til at søge
en voldgiftsdomstol nedsat. Men man kunde ingenlunde stole paa, at
dette kunde opnaaes hver gang; derved fik man altsaa blot „krige“
ud af verden, men ikke Jcrigenl\ muligheden for krig. Hvad man
maatte søge at opnaa, var derfor en permanent voldgiftsdomstol, og dette
blev da stikordet for senere dages fredsbestræbelser.
Men med det permanente voldgiftsbegreb fulgte meget andet.
Ved en permanent voldgifts-domstol i lighed med den amerikanske
„Supreme Court“, der dømmer i sager mellem de enkelte stater inden
unionen, kunde man ikke nøje sig med, at de kontraherende parter
valgte sine befuldmægtigede, til hvem man saa overgav sagens akt
stykker, og som da traf sin afgjørelse ifølge sin moralske bevidsthed
og sit bedste skøn. Skulde man have en international domsinstitidion,
saa maatte man ogsaa have en international lov, hvorefter dommerne
kunde trætfe sine afgjørelser, og en international exekutivmagt, der
kunde vaage over, at dommene blev efterlevede. Men hvem skulde
ansætte dommerne, give loven, og indsætte og godkjende den exe
kutive magt? Naturligvis alle de enkelte nationer, samlingen af alle
de civiliserede magter. Her stod man ved føderationstanken. Det ei
den før nævntc „Ligue internationale de la Paix et de la Liberté“, som
med størst styrke har fremsat denne tanke, gjennen sine brochurer
og gjennem sit blad: „Les Etåts Unis d’Europe“. En føderation af
260
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
