Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 4. 15de februar - Gunnar Heiberg: «Kong Midas» (anmeldt af G. K.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et par steder glipper skildringen lidt, han blir ligesom smittet af
forfatterens hyper-reflekterthed — Finn Hals skulde saaledes ikke dyrke
„den hellige relativitet". Men det er smaating; i det hele er det virkelig
lykkedes forfatteren at faa fremstillet den hellige jevnhed og naturlig
hed. Ligesom „der er ingen, som lyver saa fælt som de, som gaar
omkring og snakker sandt", saaledes er ingen saa udsat for at blive
affekteret, som de, der gaar omkring og skal være naturlige — naar
man betænker dette, saa maa man indrømme, at det vidner om ad
skillig gemyt og finfølelse hos forfatteren at kunne give en saadan
skildring.
Da nu elskeren er saa lidet af teaterelsker som vel muligt, er det
lidt kjedeligt, at „heltinden» skal have saa meget udstillingsagtigt ved
sig. Kvindeskildringen: fru Anna Hjelm er ikke stort mere vellykket
end guvernantebøgernes mandsskildringer pleier være, men det hindrer
ikke, at en forfatter med lyrisk evne kan lægge fru Anna mange
smukke repliker i munden, og naar rollen spilles godt, er det rimeligt,
publikum røres til taarer over hendes sørgelige skjæbne, over at hun
saa brutalt skal plyndres for den beskedne illusion, som holder hendes
enkle og skjøre natur oppe.
I det hele har vist den gode opførelse dækket mange af stykkets
svagheder, seiv en saa umenneskelig, umulig tølper som Ramseth lader
det til har faaet et slags virkelighedspræg. Men morsomhederne kom
mer neppe til sin ret før paa en norsk scene. Hvor taknemlige
roller vilde ikke Hjelm og bicyclisten Rasmussen — spillet med ber
gensk dialekt — været for vore skuespillere.
I det meget rabalder, som „Kong Midas“ har affødt, har man
ogsaa hørt raabet: „bohéme“. Og vistnok er det til en vis bohéme
agtig betragtning, det smaalige, snevre og reaktionære i skuespillet kan
føres tilbage, men da vel at merke bohéme i den almindelige betyd
ning, man gav ordet, før „Kristiania bohemen" udkom og blev beslag
lagt. Det bohémeagtige, samfundsløse faar man en stærk smag af —
ikke den enkeltes frigjorthed fra massen, den store og velgjørende
ensomhed — men det bandeagtig, jargonagtig udskilte, den uheldigste
isolerthed af al, den, som avler den hovmodige og uforstaaende
dom. Læg bare mærke til, hvorledes forfatteren ekspederer „de andre",
hvor mekanisk og uderiifra han opfatter — hvad han for skams skyld
maa berøre — den tanke for og medfølen med andre, med alle,
som i vor tid er brændt levende mennesker ind i sjælen, og som alle
klamme eller krampagtige filosofer tilsammen ikke kan faa ud igjen,
hvor mange forsøg de saa vil gjøre.
Men er skuespillet tænkt som bohémeindlæg i nogen anden henseende,
saa er det forfeilet. Stykkets hele satire træffer ligesaa fuldt, hvad man
banalt kalder bohémelærens forkyndere som andre forkyndere. Hr. Hans
58 Nylænde, 15de februar 1890.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
