Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Om historieundervisningen, foredrag holdt i «Pædagogisk samfund» (Otto Anderssen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kappestrid om at fremme alle gode og uegen,nyttige formaal, var det
som jeg hørte et hundredeaarigt ekko fra det forrige aarhundredes
pædagogers røst, de der med en saa forhaabningsfuld vished forud
sagde, at gjennem deres opdragelsesteorier skulde menneskene ikke
alene forbedres, men gjenfødes.
Frits Hansen byggede op sine reformkrav paa den sætning, at der
var et almindeligt moralsk forfald, og han søgte udførligere at begrunde
dette Förklaringen hertil maatte søges i opdragelsen og navnlig i
skolen, der var ensidig intellektuel, men forsømte den moralske opdra
gelse; den retning, som den nyere pædagogik havde slaaet ind paa,
truede med at arbeide skolen endnu dybere ind i denne feil. Fik den
raade, skulde vi altsaa gaa meget værre tilstande imøde.
Ja er det nu saa sikkert, at der er et moralsk forfald i vore dage.
En vis pessimisme ligeoverfor denne verdens företeelser er jo en sømme
lig følelse hos os pædagoger, men derfrå er det langt sprang til den
mening, at det gaar nedad bakke. Og den mening har jeg aldrig
kunnet tilegne mig. Det forekommer mig, at verden den dag idag i
det store og i det smaa frembyder eksempler nok paa, at de gode
følelser og ædle grundsætninger er levende i menneskene, ja iklæder
sig former, som maa vække vor høieste beundring. Ganske vist er
der forvildelser og udskeielser, men de følger altid med en tid, hvor
sterke kræfter er oppe, og hvor nye livsformer fødes, men fra saa
danne enkelte fænomener, der har sin begrænsning i tid og sted, at
trække slutninger om en almen moralsk slappelse eller synken er ganske
vist baade forhastet og uretfærdigt.
Og denne klage over skolen, som forsømmer den moralske opdra
gelse, som aar efter aar klinger i vore øren, denne klage over, at den
er ensidig forstandsudviklende og kundskabsmeddelende, hvem vil
nægte, at der er meget, som er sandt i den, men paa den anden side,
hvem vil paastaa, at der jo ikke ogsaa ligger en god del tankeløs
eftersnakken deri. Man sætter den intellektuelle opdragelse op som en
modsætning til den moralske, man gjør følelse og forstand til to stri
dende magter, og man tænker ikke paa, at ogsaa gjennem hjernen
fører der en vei til viljen, at der er sammenhæng mellem at tænke ret
og at handle ret, at med den stigende kundskab og oplysning følger
ogsaa gjerne renere moralske begreber. Man tillægger det umiddelbare
følelsesliv et værd, som det ikke har; thi intet sædeligt liv i høiere
forstand grundlægges paa følelser alene; man glemmer, at det ikke blot
gjælder nu at have sterke og varme følelser, men som prof. Kromann
siger, „sterke og varme følelser paa rette sted“, og at det overhovedet
ikke skorter os saa meget paa følelser som paa klar og behersket
tænkning, og — jeg vil tilføie det — paa værdifuld viden: naturviden
skabelig og historisk viden; thi jeg vil aabent tilstaa, at jeg har en
iSfylænde, 15de aprii iSgo. 145
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
