Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Om historieundervisningen, foredrag holdt i «Pædagogisk samfund» (Otto Anderssen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vist, at han har den varmeste kjærlighed til menneskeslægten og de
høieste tanker om skolens gjerning.
Men ligesaalidt som jeg kan slutte mig til F. Hansens hele be
tragtning af tiden og de krav, som denne förmentes at stille ttl skolen,
ligesaalidt kan jeg give ham mit fulde bifald i hans betragtning og
vurdering af historien. Mine indvendinger gjælder mindre den plads,
han vil give historien. Tim-tallet er forholdsvis underordnet; som en
ikke uinteresseret lærer i historie og dybt overbevist om dens pæda
gogiske fortrin har jeg selvfølgelig "intet imod, at dens plads udvides,
saafremt dette kan ske uden at andre væsentlige hensyn gaaes for nær,
noget hvorom jeg forøvrigt har mine velgrundede tvil. Min uenighed
med ham i dette spørgsmaal gjælder den særstilling som opdragende
fag han hævder for historien, og den maade han vil benytte denne paa,
eller rettere undlade at benjdte denne paa. Hans anskuelser synes
mig her at lide af en betydelig ensidighed. Jeg tror ikke, det er för
svarligt at kræve for historien en særret som etisk opdragende fag.
Jeg er overhovedet ikke meget for at godkjende nogen rangforordning
mellem fagene som etiske og ikke etiske. Al skolens gjerning skal
være etisk opdragende, og enhver disciplin raader over midler til at
øve denne gjerning, saafremt den er i rette hænder. Hvorsomhelst
disciplene opøves til at gjøre sin pligt i alvor og samvittighedsfuldhed,
foregaar der en etisk udvikling hos dem, og denne er ikke mindre
virksom, fordi den.foregaar mere latent. Det er ingenlunde sikkert, at den
direkte paavirkning ogsaa blir den dybeste og varigste; det er
ingenlunde nok at faa de unge sjæle til at vibrere, skjøndt jeg ikke
undervurderer betydningen af, at følelseslivet sættes i bevægelse, men
denne vibreren maa ikke bare give en forbigaaende klang, men blive
til en grundtone, der klinger med ial livets gjerning. Men en grund
tone bliver den kun, naar alle de strenge, hvorpaa der spilles, stemmes
sammen og klinger sammen.
Der ligger altid en fare ved enhver direkte tilsigtet moralsk ind
virkning paa de unge sind, seiv om det sker i en saa tiltalende form
som den F. H. ønsker. Den fører til en ensidighed i betragtningen og
udnyttelsen af det stof, som behandles. Det synes mig aabenbart at
F. H. ikke har undgaaet denne fare, og jeg kan ikke nægte,
at det historiske stof, han vil meddele, er underlig fortyndet, og jeg
kan tilføie, antikveret. Han samler sin opfatning i følgende sætning:
„Skolen bør stille sig klart for øie den dybere opdragende opgave:
Ved hjælp af förtidens ædle menneskeliv, der er opbevaret i slægtens
minde, at udvikle menneskeligt høisind hos sine elever" .
Ja, naar man udelukkende ser maalet for den historiske undervis
ning i at udvikle menneskeligt høisind, ja da kan jeg forstaa, at hvad
der for ham har værd i historien, er förtidens ædle menneskeliv, skjøndt
Nylænde, 15de april 1S90. 117
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
