Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - Om historieundervisningen, foredrag holdt i «Pædagogisk samfund» (Otto Anderssen)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det turde vise sig, at der ikke er en absolut nødvendig kausalforbin
delse mellem disse to begreber.
I mine øine er det misbrug af historien at ville amputere den paa
en saadan maade. Skal vi virkelig vende tilbage til i historien at se
et eksempelmagasin, hvori er opbevaret et forraad af ædle og gode
handlinger til forbillede og efterlevelse. Eller til den slags herowor
shipping, som gjør historien til en homerisk valplads, hvor Ajaxer og
Hektorer tumler sig i kolossal størrelse, medens den menige hær kun
tegner sig som en bølgende graa baggrund? Det vilde være at føre
en fantasifuld vilkaarlighed og subjektivisme ind i historien i dens far
ligste skikkelse, med de uundgaaelige følger, at historiske personlig
heder og historiske forhold afpudsedes og tillempedes in usuvi del
phini, egnede maaske til at frembringe beundring, men neppe i over
ensstemmelse med den historiske sandhed, der seiv i en Haakon den
gode og en Sverre, en Luther, en Gustav Adolf, en Washington
ser mennesker, med herlige egenskaber, men ingenlunde lydefri. Skulde
F. H.s angreb paa den Spencerske skole, fordi den skyder alt bort
undtagen de videnskabelig beviste sandheder, ogsaa være at opfatte
saaledes, at den historiske sandhed er af underordnet betydning, naar
stoffet blot er skikket til at øve den tilsigtede etiske virkning? Spørs*
maalet er neppe ganske uberettiget. Vi ved alle hvilket værd, den
Grundtvigske folkehøiskole har lagt paa sagnhistorien, som vækkende
og opdragende middel, hvorledes „principet Holger Danske“, som prof.
Heegaard udtrykker sig, mindst har havt samme værd som prin
cipet „historisk realitet’1 . Det forekommer mig, at F. Hansen er en
god del med paa en lignende betragtning; tager jeg feil heri, er han
neppe seiv angerløs.
Mig forekom det, at F. H.s historiske opfatning var en naivere
form af den heroworshipping, som Carlyle har bragt paa moden, og
som i vore dage har løbet ud i saadanne merkelige konsekvenser, som
at det høieste menneskene kan naa til er beundring for de store mænd,
eller som den endnu mere moderne: menneskehedens opgavc er at
frembringe enkelte store mennesker. Naar vi ombytter „store“ med
„ædle“, har vi udtrykt F. H.s eiendommelige heltedyrkelse. Atter og
atter møder vi den sætning, at gjennem historien skulde de unge væk
kes til beundring og begeistring for förtidens store og ædle menneske
liv. Med al ærbødighed for beundring og begeistring og den magt, de
kan bli i et menneskeliv, saa ser jeg ikke historiens hovedmaal i at
fremkalde disse følelser. Inden den ramme vil kun lidet al det histo
rien rummer af værdifuldt liv faa plads, jeg kan gjerne sige, at det vil
umuliggjøre at bringe skolens undervisning i overensstemmelse med
historiens nuværende videnskabelige standpunkt, noget som ikke min
dre har sin gyldighed i historien som i andre discipliner. Og den
I
118 Nylænde, 15de april 1890.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
