Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. 1ste mai - Foredrag holdt i Kvindesagsforeningen i Trondhjem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
serne om retsforhandlinger af flere slige sager, der har været saa
rørende, at hele mit indre har krympet sig i smerte ved det. Men
altid har det været saa, at manden har spankuleret fri og frank om
kring for fremtiden, som oftest ikke engang anklaget eller afhørt som
vidne, mens hun, som gjemmende sig væk i den skjulteste krog, ikke
eiende mod til at betro sig til et menneske, har født hans barn til ver
den — hun er i sin elendighed grebet, ført for retten, pinlig forhørt og
straffet med mange aars tugthusstraf — d. v. s. hele livets ødelæggelse.
Vel er det sandt, at det synes en umenneskelig grusomhed at
kunne myrde det barn, man seiv har født. Men for rigtig at kunne
dømme om dette, maa man seiv ha født et barn til verden; man maa
ha kjendt de ulidelige smerter, den elendighedsfølelse, som da betager
en kvinde, og da vil man kunne sætte sig ind i, at en kvinde, som i
en saadan stund er alene og føler sig forstødt af hele verden, kan
tænke som saa: „Den største lykke for dette lille væsen er, at det
hindres i at leve".
Og maa vi ikke, naar vi skal være ærlige, gi hende ret? Slig,
som vore love hidtil har været, saa har, synes jeg, den største lykke,
der kunde times et saadant uægte barn, været den, at det kom dødt
til verden eller døde saa snart som muligt.
Jeg vil her faa lov at fortælle tre tildragelser fra de sidste aar her
i landet, som har grebet mig dybt. Den ene var ifjor eller forrige aar
— en pige, som tjente sydpaa, jeg tror hos en landhandler eller paa
en bondegaard. Hun havde om vaaren staaet i forhold til en unggut,
som senere var reist til en anden bygd. Ud paa sommeren skrev hun
til ham, at hun var med barn, men han svarte ikke. Senere skrev
hun igjen, men med samme resultat. Hun vidste nu ikke, enten gutten
levede eller var død; hun maatte ialfald hjælpe sig, som hun kunde,
alene. Men hvad skulde hun gribe til? Hun tænkte ofte paa at betro
sig til sin madmor, men da denne intet anede, faldt det hende dobbelt
vanskeligt. Saa var det juleaften. Hun kjendte sig syg og daarlig
hele dagen; arbeidet gik tungt for hende, og hendes husbondsfolk var
misfornøiede, fordi hun ikke fik udrettet det, som fordredes Hun gik
og graat og var rent fortvilet; betro sig til madmoren nu, naar denne
var sint paa hende, det havde hun ikke mod til. Om natten tiltog
smerterne. Hun havde sit værelse ved siden af husbondsfolket, og to
gange reiste hun sig og bankede i væggen til dem; men enten hendes
banken var meget svag, eller de sov meget tungt, ved jeg ikke; nok
er det, de hørte intet, og hun var og blev alene. Endelig fødte hun
et barn; og da kom den forfærdelig ulykkelige tanke over hende, at hvis
hun nu bare holdt for barnets mund og næse, saa kom det ikke til at
leve, saa var det som om dette ikke var skeet, saa kunde hun blive 1
tjenesten, saa var der ikke et lidet barn at sørge for, som hun umulig
Nylænde, iste mai 1890. 135
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
