Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. 15de april - For skole og hjem - Hjertesak fra ægteskabets verden (Lotte)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vel har man noget, der kaldes ægtepagt, som gjør ægtefæller
uafhængige af hinanden, men hvor ofte benytter vel folk her i landet
sig af denne? Kanske et af tusinde ægtepar. Den skal nok være
noget indviklet at faa adgang til.
Og hvad skulde vel ogsaa igrunden en slig ægtepagt nytte til i
de fleste tilfælder? Den duer jo bare for de tilfælder, hvor hustruen
enten har formue før ægteskabet, eller hun efter vielsen er istand til at
fortjene noget udentor hjemmet. For alle de formueløse hustruer, som
faar børn, og som ofrer sin tid og sit liv til at opdrage disse og holde
det fælles hjem i orden, — for dem er der jo ingen anledning til at
erhverve noget paa egen haand.
Se nu mig seiv f. ex., — hvad skulde det vel nyttet mig, om vi
havde faaet istand en ægtepagt, gaaende ud paa, at den formue, jeg
eiede ved bryllupet, og de penge, jeg maatte erhverve efter samme,
skulde være min egen eiendom? Tanken bringer mig til at le! Jeg,
som ikke eiede større formue end mit eget tøi og mine duger, servietter,
haandklær og lagener — (et ganske tarveligt brudeudstyr efter nutidens
fordringer!) Og jeg, som nu med mine tre smaagutter ikke faar tid
til at fortjene saa meget som en øre! — — Nei, ægtepagten vilde
saamæn ikke gavnet mig et eneste gran!
Det er mig heller ikke muligt at si rigtig paa en prik, hvorledes
det skulde ordnes, for at man kunde faa lidt mere uafhængighed ind
i det ægteskabelige fælleseie. Jeg ved bare, at rigtig hyggeligt saa
som det er, — er det ikke.
Min mand og jeg f. ex. — og jeg antar, at en stor mængde har
det omtrent som vi, — er overordentlig lykkelige, saalænge vi slipper
at snakke om penge, men da — begynder straks strengene at skurre.
Før vi giftede os, var jeg i tre aar guvernante hos en familie,
som var saa elskværdig at gi mig 400 kr. i aarlig gage. Med denne
forholdsvis anselige sum og alt i huset havde jeg det naturligvis meget
sorgfrit i økonomisk henseende. Jeg havde min sparebankbog (som
tømtes til udstyr) og forresten rigelig nok til alle de julegåver og smaa
presenter, jeg kunde ønske at glæde mig seiv og andre med.
Men jeg holdt inderlig af „min Albert", og jeg var ubetinget lyk
kelig, da han skrev, at han snart kunde hente mig som brud.
En af mine første ønsker som gift kone var at kunne faa hus
holdningspengene udbetalt paa bestemte tider og en bestemt sum for
hver gang. Men Albert, som dog er en stor ordensmand, vilde mærke
lig nok ikke gaa ind herpaa. Jeg har spurgt ham, om han tror, der
gaar mere til, naar jeg faar en større sum paa en gang, og jeg har
ærtet ham med, at han var gjerrig og paaholden. Men han svarer
bestandig meget rolig, at de penge, som ligger i min skuffe, forrenter
sig ikke, og at det desuden i forretningen (han er handelsmand) ikk§
Nylænde, 15de april 1892. 107
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
